Arbejde med sociale medier

Om hvordan jeg har arbejdet med: Gulddreng

I dag er det præcis tre år siden, at sangen ‘Model’ udkom, og i den anledning tænkte jeg, at jeg ville dele lidt ud af mine egne erfaringer fra forløbet med Gulddreng og sociale medier. Jeg har allerede holdt oplæg om det, og udtalt mig til forskellige artikler. Men jeg har aldrig skrevet det ned her, på min egen blog, og det føler jeg egentlig at jeg skylder mig selv. Udover massevis af anerkendelse og flotte tal over hele linjen, var vi nemlig også shortlistet til en Creative Circle i kategorien ”Social Driven Campaigns” – og dét er jeg stadig fucking stolt af 💛

Den første fase

Man kan sige, at der har været to faser i forløbet: Den første fase var præget af, at definere både karakteren, men også rammen for arbejdet og kommunikationen, og den anden fase bestod i at videreudvikle historiefortællingen og karakteren, via sociale medier. Men dét vender jeg lige tilbage til om lidt. Vi vidste fra starten af, at Gulddreng skulle være en karakter – vi vidste, hvor vi ville begynde og hvad vores visioner var, men vi havde ingen anelse om hvor det skulle gå hen. I første fase af projektet var hele holdet dog enige om, at en række nøgleord skulle danne forståelsesrammen omkring ham, og hans ‘persona’, nemlig:

  • Over the top
  • Mystisk
  • Kontroversiel og anti-jantelov
  • Lige dele irriterende og naiv
  • Sjov, sød og charmerende

Alt i alt ville vi gerne skabe en person, der gav folk noget at snakke om. Vi snakkede om både Ali G og Rick Kids of Instagram i den første fase, og en del af strategien var, at have karakteren som afsender – helt i front. Han er dén, man som modtager forholder sig til – ansigtet udadtil, og selvfølgelig også musikeren der gjorde alt det her muligt. At Gulddreng var en karakter, gjorde, at vi kunne tillade os meget mere i brand-fortællingen, og skubbe lidt til grænserne – end man måske ville på en ”normal” artist. Der var ikke helt så meget på spil, og der var mere at lege med, idet alt det indledende arbejde var vores egen fiktion. Gulddreng repræsenterede altså ‘frontstage delen’ af projektet – ham målgruppen skulle interagere med og forholde sig til. Og i ‘backstage’ sad vi et helt hold, og Malte selv, og arbejdede i døgndrift. Karakteren Gulddreng taler på en helt bestemt måde, han agerer på en helt unik og karakteristisk måde, og hans uniform er nem at afkode. Sådan lidt som en superhelt: Solbriller, hættetrøje, guldkæder.

Gulddrengs early days

Og nu spoler jeg lige tiden hen til udgivelsesdagen for ‘Model’, nemlig 20. maj 2016: Sangen blev udgivet SÅ hurtigt, at vi ikke nåede at lave noget content til udgivelsesdagen(!). Nu ved I måske, hvor stort projektet voksede sig, men hvis I ikke har set vores helt spæde og tidlige opslag synes jeg, at det er et gensyn værd. Her i den første fase, vidste vi stadig ikke helt hvordan Gulddreng skulle fremstå digitalt, og vi havde ikke defineret ham fra start på sociale medier, så man kan vidst roligt kalde det her en lidt famlende version af den Gulddreng vi kender i dag:

Så ja – som sagt, rodede vi lidt rundt i blinde, men videoen viser også, at man med en agil tilgang til sin brandfortælling sagtens kan udvikle og ændre sin kommunikation med tiden – fx kom looket med solbrillerne og dialekten først til lidt senere. Man kan dog godt ane at der er nogle ‘items’ allerede her, som vi var kontinuerlige omkring, og som senere blev de let afkodelige kendetegn: To ure og guldkæder, champagne og en snert af anonymitet. Det var fra starten af vigtigt for Gulddreng-karakteren, at fremstå mystisk. Folk skulle være i tvivl om han mente det, og om det var ægte (ligesom dengang Nik & Jay udkom med deres første single), og derfor har social media også været et enormt vigtigt arbejdsredskab i den relationsopbygning vi stod overfor.

Et par af de første opslag på Instagram fra maj/juni 2016, hvor vi heller ikke havde fundet ‘stilen’ endnu.

Guldfans som driver

For alle musikere – og brands for den sags skyld – er det essentielt at skabe og opretholde en relation til fans. Det handler ikke længere kun om, at skrive sange og udgive musik, men i høj grad om at møde fans hvor de er, og indgå i en dialog. Vi var meget bevidste om, at målgruppen selv skulle møde og opdage Gulddreng via sociale medier, føle at han var ‘deres’, og forsøge at få hypen til at starte et andet sted end ‘oppefra’ (som fx radio, tv og magasiner). Derfor blev alt kommunikation styret fra hans ‘egne’ platform – nemlig Facebook og Instagram. Man kunne ikke finde noget officielt på Gulddreng andre steder, ikke engang en pressemeddelelse, hvilket er meget atypisk for en debutartist, som man netop gerne vil pushe ud. Der blev heller ikke givet nogen interviews, hvilket viste sig at skabe et kæmpe undertryk, og give pote på sigt. Dén del af PR-arbejdet hører dog ikke til i min butik, så lad os lige vende blikket indad på sociale medier igen:

Her er et eksempel fra kommentarfeltet på den første video, hvor et par folk fik hevet deres venner ind i universet, og med respons fra Gulddreng i samme tråd. Kommentarfeltet blev over tid en naturlig del af vores egen lille fokusgruppe, hvor målgruppen kom med uvurderlige pointers til den retning vi skulle gå i – og nogle af ideerne greb vi – fx som den her med champagnen der skal hældes ud, i stedet for at drikkes (selvfølgelig skal den det!). Det var noget vi tog med os i stilen og indholdet fremadrettet.

Der var selvfølgelig flere indvirkninger end bare social media som gjorde, at projektet voksede sig så stort, så hurtigt: Og i takt med, at ‘Model’ begyndte at blive samlet op og spillet på radio, at vi lavede et rigtig godt influencer-samarbejde med Armin på YouTube, og fanbasen langsomt udvidede sig digitalt – så eksploderede det først for alvor omkring 2. single: ‘Se mig nu’. Sangen har pr. dags dato 22,5 millioner streams på Spotify. Og før jeg viser jer dét stykke content der udkom i forbindelse med singlen, så vil jeg lige tilføje, at det på det her tidspunkt (juli 2016) var yderst alternativt at udgive ny musik ved at uploade en sang i fuld længde til Facebook (hvor man jo ikke tjener penge som kunstner!). Men det gav mening for os, fordi teksten først og fremmest var det bærende element som kunne give folk noget at snakke om, og samtidig kunne vi vise at Gulddreng faktisk godt kunne spille både guitar og synge:

Udover, at produktionen af indholdet var meget billig, så fik videoen så viral en spredning, at Facebook-siden på knap to dage vækstede fra 8.000 fans til 13.000 fans. Kommentarfeltet eksploderede, og det vrimlede med konspirationsteorier om hvem den her nye kunstner var, og hvorfor han var ude med riven, og samtidig elskede folk ham for den helt geniale og mega catchy sangtekst. Efter en måned, var der kommet næsten 42.000 nye fans til – men også en del haters.

Udvikling i historiefortællingen

‘Se mig nu’ var et point of no return på sociale medier, og herfra startede en mere målrettet arbejdsgang omkring Gulddreng. Videoen skabte en kæmpe bevågenhed fra medierne, og vi fik virkelig delt vandene omkring ham, da han fik svinet nogle af Danmarks største kunstnere til. Dét, at vores indhold havde skabt så meget opmærksomhed, omtale og buzz gjorde, at vi måtte gøre os ekstra umage med det næste der skulle udkomme, og det næste igen, og det næste igen… Vi havde jo selv rykket barren op, så nu måtte vi også efterleve det. Her er en ‘model’ (høhø), som blev lavet på bagkant af projektet for at beskrive vores metode, og som jeg vil vise jer, fordi den visualiserer vores arbejdsgang for hele forløbet rigtig fint:

Den inderste grå cirkel er det afsenderstyrede indhold  – dét vi kan kalde maskinrummet, som er de medier vi selv styrede i hele forløbet: Facebook og Instagram som primære platforme, et kort run på Snapchat, vores egen Gulddreng-app, og nye figurer der kom ind i universet løbende (som fx DJ Guldsmed og hunden Finn). Den yderste, sorte ring i figuren repræsenterer det indhold der blev produceret omkring Gulddreng, som vi ikke kunne styre. Det gav en vekselvirkning, hvor begge dele påvirkede målgruppens og omverdenens forståelse af historiefortællingen: Hvad er sandt og hvad er falsk? Vores mål var, at have 100% styr på fortællingen i kernen, og ellers lade eksterne medier, fans m.m. skabe en stor del af debatten. Herfra kunne vi forholde os til historien der udviklede sig omkring os, og navigere derefter. Dét afsæt som ‘Se mig nu’-videoen gav os var blandt andet, at landsdækkende medier begyndte at skrive om Gulddreng, og det gav os et bredere output når artiklerne fx brugte hans social media-opslag som deres kildehenvisning (noget der vist egentlig efterhånden er meget normalt). Men, dét var i mit hoved en ret sindssyg milepæl: Vi kunne på det her tidspunkt fuldstændig kontrollere vores eget narrativ. Så når vi fx postede dette billede på Instagram, fløj rygterne hurtigt omkring at han stoppede;

Den anden fase

Fra ‘Se mig nu’ og frem til 3. singlen – ‘Hva’ så’ – skete der dén markante ændring i vores kreative arbejde, at vi alle rykkede tættere sammen omkring retningen indeni maskinrummet, var i konstant dialog og udviklede samtidig med at historien udfoldede sig omkring os: Malte gjorde dét, han gør bedst, og skrev en sang, som modsvar til alle rygterne der var opstået i forbindelse med ‘Se mig nu’, hvor hans identitet bl.a. også var blevet afsløret i Se & Hør. Der blev sagt nej til alle medier, som ville have et interview. Der var stilhed på hans sociale medier i cirka en måned i alt. Ingen livstegn fra Gulddreng at all. Og samtidig monitorerede jeg alle kommentarerne, som kom ind, for at vi kunne bruge dem aktivt i det næste stykke content der skulle udkomme. Vi var fire mennesker der kom op med ideen til dét, på halvanden time. Det blev filmet dagen efter, og så udkom vi lynbørge efter dét. Mere kompliceret var det faktisk ikke. Vi hyrede et hold af seje freelancere ind, og behandlede indholdet som var det en større produktion – ala en musikvideo: Med statister, stylist og flere visuelle virkemidler end tidligere, fx formatet og farverne. Det var på tide, at sætte Gulddreng i et miljø med en masse modeller, på et hotelværelse, og med dyr champagne for at indfri de forventninger der var i kommentarfelterne på hans sociale medier om hvorvidt han faktisk havde det her liv, som han sang om. Samtidig spillede vi tykt på rygterne der havde spredt sig i mellemtiden, og vi begyndte at lege med det her “du ved aldrig hvor du har ham”-greb, hvor man bliver i tvivl om hvad der er ægte, og hvad der er fake, og hvor Gulddreng sagtens kan ombestemme sig hvis han vil:

Og dét er faktisk eksemplet som gennemsyrede resten af forløbet: Hver gang vi publicerede et nyt stykke indhold på Facebook, kunne vi bruge de epitekster som hans fans producerede i kommentarfeltet, og altså viderebygge på historien derudfra. Det gav os en enorm indsigt i målgruppen, og det blev meget selvforstærkende, at de indirekte var medproducenter på indholdet og karakteren. Jeg gætter på, at det har fået dem til at føle sig hørt og anerkendt, og skabt den loyale fanbase omkring ham. Min pointe her er egentlig, hvor vigtigt det er at lytte i stedet for at spørge.

Samtidig lærte vi, at Gulddreng ikke måtte blive for planlagt eller stå stille. Projektet skulle løbende vokse sig større, og vildere, i takt med successen der bragede derud af – så da Facebook-siden nærmde sig 75.000 fans – var det på tide, at hans visuelle identitet blev større og vildere i takt med at musikken performede og fangruppen voksede: Mere pels. Guldjakke. Ringe på begge hænder. Et step op af stigen mod uopnåelighed – så ud med hættetrøjen, og ind med dyre designerbrands. Dét skulle også afspejles i indholdet med fx nyt tøj, stort hus, swimmingpool og lignende – egentlig tænkt meget som en influencer med et vildt Instagram-liv:

Malte producerede selv alt content på sine rejser, og i fællesskab tweakede vi Gulddrengs 
historiefortælling til at han fx havde købt en ø, efter sin stribe af nummer 1-singler.

Community’et i fokus

Et andet vigtigt greb i social media strategien var, at være tilstede i kommentarfeltet. Det er undervejs i processen gået op for mig, hvor atypisk det er for musikere at være i dialog, efter de har publiceret på sociale medier. Især på Facebook, som ofte bliver brugt som en lidt passiv en-til-mange platform. Vi ville forsøge at nedbryde den uopnåelighed en lille smule, ved at svare de første der kommenterede – ligesom du så i eksemplet højere oppe, med champagnen der skulle hældes og ikke drikkes. Der var altså et ‘vindue’ hvor Gulddreng var tilgængelig i kommentarfeltet, efter vi havde postet en video, og dét appellerede 100% til den FOMO-kultur der eksisterer i målgruppen: Hvis du ikke er med, går du glip af det! Se fx her:

Jeg er vild med ham der skriver “Gid modeller gik amok når jeg skrev til dem” ❤️

Det sendte et klart signal overfor resten af fanbasen, hvis man var dén der blev svaret og alle de andre kunne se det, så kunne man ‘nemt’ opnå social kapital og føle sig speciel.

I takt med, at vi opbyggede de forskellige platforme, har vi betragtet de forskellige medier som forskellige rum, med forskellige mennesker i: Hvis du kan få det samme begge steder, har du ingen grund til at være begge steder. Forskellige mediemiljøer, fremmer altså forskellige brugsmønstre, derfor ville vi også konsekvent variere indholdet: på Facebook kørte vi en meget produceret og kalkuleret stil. Alt indholdet blev bygget op som video-opslag, nærmest som et TV-show, med undertekster og afmelding til sidst. Som regel med et formål om, at sælge musikken (ligesom i eksemplerne med ‘Se mig nu’ og ‘Hva’ så’). Interaktionerne og dialogen var med til at skabe en ekstremt omstillingsparat karakter, der hurtigt kunne reagere og gå i dialog, og derfor fik indholdet også en følelse af aktualitet, og måske netop derfor glemte hans fans, hvor produceret det egentlig var.

I modsætning til Facebook, var Instagram mere kontrolleret af Malte selv – mange af billederne er taget på hans egen telefon i selfievinklen – og han kunne på den måde udvikle karakteren endnu mere ‘derinde’ og skabe en følelse af, at man som fan kunne få et indblik i Gulddrengs hverdag og lære ham bedre at kende, selvom det selvfølgelig også var konstrueret. Vi havde løbende en dialog i vores Messenger-tråd omkring timing og copy til hvert eneste opslag. Det opfordrede fans til at fordybe sig i Gulddreng-universet på tværs af platforme, og jeg tror, at rigtig mange af dem er blevet tiltrukket af at tilegne sig ny viden, og grave dybere i historien, i forsøget på at forstå Gulddrengs fantastiske og fiktive verden.

Tone of Voice

En anden ting, vi arbejdede super fokuseret på, var sproget og den måde vi copywritede på. Målet var, at du skulle kunne ‘høre’ Gulddrengs stemme, selv når du læste hans kommentarer online. Tone of voice udviklede sig også undervejs, hvor vi i starten brugte meget elementer fra sangteksten: Noget med modeller, noget med champagne, fuckbois, d’Angle og gå alt for meget i byen. Vi opsamlede forskellige vendinger i kommentarfeltet – fx ‘legende’ og ‘nemt’ (begge blev til en del af sproget, og senere til sangtitler) – og vi endte også med at bruge denne emoji 🙂 altid, i stedet for punktummer eller tegnsætning – fordi den bare passede til Gulddreng. Den “lød” som ham – udover, at det er super irriterende, at bruge den så mange gange i én sætning – men til sidst var den 1:1 med ham på skrift, og helt obligatorisk for Gulddrengs skriftsprog.

I perioden med ‘Se mig nu’ fik vi rigtig mange kommentarer på Facebook, fra trolls og folk der bare skrev nedern ting om Gulddreng. Vi blev altså tvunget til, at forholde os til, hvordan Gulddreng ville tackle kritik – og kom frem til, at netop fordi han er så overlegen og lidt naiv, var den rigtige fremgangsmåde at kill them with kindness. Og en lille smule flabethed. På den måde kom fx ‘respekt’ og ‘det respekterer jeg rigtig meget’ med i sproget, og vi begyndte at tiltale kritikerne som ‘ven’ hvilket jo også bare er super provokerende. Og så skulle det selvfølgelig være gennemsyret af humor, ironi og glimt i øjet – fordi det netop også skulle være underholdende at møde Gulddreng digitalt. Lad mig vise jer nogle flere eksempler på tone of voice her:

Se ham lige nu!

I takt med, at Gulddreng voksede sig større og mere populær, endte vi også med at kunne udfolde brandet og gøre ham mere og mere tilgængelig på traditionelle medier, så han fx kunne stå på TV i bedste sendetid, men gøre det med sin egen historiefortælling som præmissen. Som fx da han blev interviewet af Remee for første gang på DR3, eller da han stod på DMA og spoofede ‘Se mig nu’, sammen med bl.a. Burhan G, under et halvt år efter sin debutsingle. Men altid med brandet, personaen og fortællingen i front. Over den tid Gulddreng eksisterede, voksede han langsomt ind i dansk mainstream kultur – og til sidst var det både mor og far og børn (og statsministeren) der var fans af ham!

Det har været det vildeste projekt at være en del af, og den vildeste kreative rutchebane-tur som jeg tror, at jeg vil tænke tilbage på med stolthed resten af mit liv. Jeg føler mig taknemmelig for, at have været med hele vejen, selvom det også har været røvhårdt.

Så, hvis vi lige skal samle trådene her til sidst, så har arbejdet med Gulddreng været karakteriseret af omstillingsparatheden og den legende tilgang indenfor (og nok også på kanten af) de rammer vi sammen satte med Malte fra start. Alt hvad vi lavede, var baseret på hans kreativitet, ideer og visioner – og dét faktum at vi som hold var agile nok til at finde på idéer, løsninger og retninger undervejs, gjorde karakteren fremtrædende og aktuel i et digitalt rum fyldt med støj. Vi tog sindssygt mange chancer. Vi arbejdede benhårdt og på alle tidspunkter af døgnet. Vi gav fans, modstandere og omverdenen en god grund til at engagere sig, og belønnede/anerkendte dem for det.

Og sidst men ikke mindst, så kan man jo altid vinde ved at spille sikkert, som man gjorde i går, men så vil man nok aldrig vinde stort.

Hvis du vil have mere Gulddreng, kan du stadig se dokumentaren ‘Gulddreng vs. Malte’ (som jeg også medvirker i) på DR. Forløberen for serien, som hedder ‘Første gang med Gulddreng – Live fra d’Angleterre’ ligger også stadig tilgængelig. Du kan selvfølgelig også stadig finde hans profiler på Facebook og Instagram.

Rejseeventyr

Riga 🇱🇻

Når foråret sniger sig ind på én, og man ikke har holdt ferie siden de kolde juledage – så synes jeg virkelig, at man fortjener at have det godt i de helligdage man bliver foræret i påsken. Downside: Det er pisse dyrt at rejse dér, og jeg har bemærket at mange AirBnB-udlejere også skruer priserne heeeelt op! Så jeg gik på jagt efter en billig tur, til et sted indenfor rækkevidde, med de få krav at man skulle kunne 1) gå nogle gode ture, 2) zone ud, 3) slukke hovedet, 4) slappe af og 5) sove længe – uden at bruge en mindre formue. Og bang – så fandt vi nogle billetter til Riga! Sæt sangen her på, så fortæller jeg mere:

Riga ligger i Letland, og tager cirka halvanden time at flyve til. Jeg har faktisk ikke rejst særlig meget i Østeuropa (udover Budapest og Sunny Beach i 2005 – yeeaaah!). Det kostede cirka 1200,- for en returbillet hos Norwegian og 1340,- pr. mand for fire nætter på spa-hotel inklusiv morgenmad og spa 🧖🏻‍♀️ HELLO!

Hotellet vi boede på hed Wellton Riverside Spa, og de havde den flotteste farverige lobby og virkelig god morgenmad: Tænk champagne og en kok der lavede æg eller omeletter på bestilling 💁🏻‍♀️👅

Vi ankom ret sent til Riga, cirka 23:00, så det blev kun til et hurtigt spejl-selfie og en god nats søvn i en virkelig blød hotelseng – men så var vi også klar til at gå på opdagelse i byen den næste dag!

Jeg opdagede hurtigt, at bygningerne i den gamle bydel var pyntesyge i en grad der virkelig passede til mine standarder: Der var gode farver, krummelurer og detaljer alle vegne – både på Rådhuset, kirkerne og på de helt almindelige gadehjørner. Det var lidt som at være med i et eventyr med farver og pasteller over alt! 🌈

Vi havde heldigvis solen og det lækre lys med os, så vi brugte hele dagen på at udforske de små brostensgader i den gamle bydel, som var fyldt med cafeer, der ikke sparede på farverige bænke, planter og lyskæder. Vi fik sonderet alle butikker og fotomuligheder, drukket kaffe og kigget på turister der dalrede forbi i store flokke med russiske dialekter, og dyre kameraer.

Vi gik på madmarkedet Centralais Gastro Tirgus, og spiste frokost tre dage i træk. Det var virkelig godt og hyggeligt – bygget op i en gammel hal som under første verdenskrig blev brugt til at ‘parkere’ (kan man det?) luftskibe. Man kunne få alt fra bao til pasta, burger og ramen – tænk Refshaleøen i København møder et klassisk madmarked fra Sydeuropa. Der var kaotisk stemning og meget kø, men stemningen var god og kvaliteten var høj og virkelig værd at vente på!

Centralais (som vi bare kalder det nu… 😉) bestod af fire haller i alt; Udover den ene (yndlingshallen) hvor man kunne købe sin mad og spise den på stedet, købte de lokale både nødder og kager, tørret frugt og slik på vægt lige inde ved siden af.

Der var en hal kun med friske grøntsager og frugt, og en hal kun med fisk og kød. Jeg forestiller mig, at det må være meget effektivt at handle ind til en middag dér, hvor man bare kunne få det hele systematisk og i rækkefølge.

Man kunne købe ‘souveniri’ i alle regnbuens farver: Især de små babushka-dukker og ting i træ var et hit. Jeg køber faktisk altid en magnet til mit køleskab når jeg er ude og rejse, men jeg kunne nemt være blevet lokket til at få nogle pyntesager med hjem i håndbagagen.

I alle gaderne hang der lyskæder eller vimpler, og jeg følte lidt at byen havde gjort sig fin for os. Det måtte vi jo fejre med et glas vin – faktisk flere. Vi opdagede tilfældigt stedet ‘Easy Wine’ som havde det geniale koncept, at man fik et plastickort med 50 euro på, som virkede i deres ‘vin-automat’. På den måde, kunne man smage lidt af det hele og vælge fx 50, 100 eller 150 ml – og så blev pengene trukket på kortet derefter. Vi valgte at kombinere det med et festmåltid af en omgang tapas, og da vi var klar til at trille hjem betalte man bare differencen på kortet, i forhold til hvor meget man havde drukket. Jeg var vild med konceptet og overvejer, om det skal være min mission at indføre det i København!

Solnedgangen var ferskenfarvet, og der er intet bedre end at være på ferie og ikke vide hvad klokken er. Både når man skal hjem, og når man står op. Det dér med, at sove til man vågner 💕 Den næste dag gik vi videre på opdagelse i den gamle bydel, og jeg fandt den her entré som jeg overvejer at få derhjemme:

Vi tog en sporvogn lidt nordpå (tror jeg), ud af ‘Brīvības iela’. Vi kom ud i et beboelsesområde hvor der var god kaffe, men også var lidt mere smadret end den gamle bydel. Vi gik tur, og faldt over flere genbrugsbutikker – blandt andet ‘Kilomax’ der som navnet siger, var genbrugstøj med betaling på vægt. Et koncept jeg kender, har øvet mig meget i, og forfinet disciplinen i, i Berlin. Man skal som regel rode lidt for at finde noget godt – men her var der mange fine ting! Kjoler i god kvalitet og tasker i pæne farver. Jeg var overrasket, og kom derfra med en blomstret sommerkjole og en lyserød top til 6 euro alt.

En anden vigtig ting er, at smage forskellige kager når man er ude at rejse. Helst noget lokalt. Der var masser af gode bud og fristelser, både i vinduerne hos bagerne og på madmarkedet, men jeg havde hjemmefra udset mig et særlig sted på Instagram som vi skulle finde og prøve, og det hed ‘Delaffe’. Grunden var nemlig, at jeg havde set nogle billeder af et par ret vilde milkshakes, og det var grund nok til at finde stedet og forsøge at få diabetes. Se selv:

En meget glad pige med sin sukkerbombe 😍

Vi drak store øl i eftermiddagssolen, og jeg fik luftet og afprøvet mine nye, røde solbriller. Også bare kaldt ‘russerbrillen’. Og den ene negl der mangler neglelak, fik jeg også fikset. En manicure med shellac kostede cirka 200 kroner på salon – bestilte tid om morgenen og kom til samme eftermiddag 💅🏻

Kamerarullen blev fyldt op med flere farverige facader, og små søde dukkehuse, og det gjorde os i så godt humør at vi besluttede os for, at vi skulle ud og spise på en god restaurant den aften. På Foursquare fandt vi frem til den italienske ‘Locale’ som fik vildt gode anmeldelser! Vi ankom sent, og fik hele deres udestue for os selv. Der var fyldt med planter, lanterner i loftet, lyskæder og skjulte neonlys bag gardiner – tilpas kombination af hyggeligt og sygt kitsch. Se selv:

Vi fik nogle omgange af vildt gode drinks, og kørte en solid omgang hjemmelavet pasta efterfulgt af dessert – og kom i alt af med knap 300 kroner hver. Det var nok den dyreste middag i Riga vi fik, og alligevel havde tilsvarende nok kostet det dobbelte herhjemme. Jeg var fan!

Den sidste dag, gik vi byen tyndt igen, fordi vi havde bemærket at alle butikkerne var fyldt med kattesouvenirs. En Google-søgning kunne fortælle os, at det skyldtes det særlige ‘kattehus’ som lå ved en af pladserne i den gamle bydel. Vi havde gået i gaderne før, men ikke bemærket det, fordi vi glemte at kigge op! Men lige dér var det – med to sorte katte på tårnspidserne – for at skræmme nogle væk dengang huset blev bygget. Så vidt jeg husker. Det var sødt og fjollet, og faktisk lige mig 🐈

Vi tog en sidste omgang frokost i Centralais – denne gang med hjemmelavede dumplings og hvidvin.

Eftermiddagssolen sænkede sig over den gamle by, og da det blev tid til at tage i lufthavnen omkring klokken 20 var vi fyldte og mætte på god mad, billig vin, farveeksplosioner og nogle dejlige oplevelser. Og så var der lige den der tur i spa, med massage, der havde gjort underværker for mit velvære. Jeg kommer gerne tilbage til Riga en anden gang, hvis jeg lige skal have det lidt godt ❤️

✈️ Find flere rejseguides her

Musikmandag

#Musikmandag 100!

Jeg kan kun komme i tanke om én rigtig måde at fejre musikmandag nummer hundrede på: Nemlig med en ny Spotify playliste! Og det skal selvfølgelig ikke være hvilken som helst, men faktisk én jeg har gået og brygget på længe – en vaskeægte girl power playliste ❤️ Drengene kan også være med, der er både de obligatoriske anthems (Wannabe, Shake It Off og Dancing On My Own), men også bare nogle virkelig gode sange jeg selv havde lidt glemt i farten (fx Nelly Furtado med Maneater! Den holder stadig!).

For mig, som er en del af Spice Girls-generationen, er der et meget stort lighedstegn mellem girl power og søstersolidaritet. Det står for female empowerment hvor man som kvinder holder/står sammen, fremfor at konkurrere. Og så står det for, at man ikke behøver være ens og ligne hinanden (thank you Spice Girls!) men at forskelligheder er en styrke. At man også kan være den sjove pige, eller den ‘drengede’ pige, uden at være forkert eller udenfor ❤️ Derfor er sangene på playlisten også lidt i øst og vest: Nogen af dem er henvendt til drengene (Shout Out To My Ex eller Thank You Next), andre til pigerne (Destiny’s Child med Girl fx) og nogen af dem er bare med fordi sangerinden er røvsej (som fx Alma, Clara, La Roux, Lucy Pearl eller Drew).

Jeg har testet playlisten, og den virker altså både når man cykler eller skal bruge lidt energi til at gøre rent, når man drikker vin med damerne og når man er på arbejde. Så jeg håber I vil give den et lyt og byde ind med, hvad I synes der er obligatorisk på en girl power playliste 🌸

Rejseeventyr

Washington D.C. 🇺🇸

Hvis du kigger på et kort over USA, så er Washington nok ikke den første destination du vælger. Vel? Nej, heller ikke mig. Og hvis det ikke var fordi, at min veninde er bosat derovre, tror jeg heller ikke at jeg var havnet der lige foreløbigt. Men det gør hun altså! Så selvfølgelig skulle jeg på besøg, uden planer eller forventninger for min tur, men bare med masser af tid på hånden og nysgerrighed i kufferten 👜

(Og nu klikker du ‘play’ for at sætte stemningen):

Jeg blev mega positivt overrasket – se lige, hvor nuttet og farverig en bydel Georgetown er! 😍
Med blomster og regnbuehuse, små gader og butikker:

Jeg skulle jo få tiden til at gå all by myself i dagstimerne, så forbered dig på masser af tips til mad og snacks. Hvad ellers? Efter at have udforsket samtlige butikker på M Street, fandt jeg det her lille sted, Chaia, som bød mig velkommen med lyserøde blomster på bygningen og duft af tacos helt ud på gaden:

En stor vinder til en god frokost! Og en kort spadseretur derfra fandt jeg Georgetown Cupcakes, et sted jeg selv havde fået anbefalet – dog med en advarsel: Der er altid lang kø ud på gaden. Nogen gange helt op til den næste boligblok. Men det var der ikke om eftermiddagen, YES! Så jeg kastede mig selv ind i bageriet, og tog dagens største beslutning om hvilken kasse, og hvilke smage, der skulle med hjem i rækkehuset:

Om aftenen, da min amerikanske work wife kom hjem fra arbejde, spiste vi på Tiger Fork, som havde en farverig indgang der lå gemt ved en parkeringsplads:

Der var helt vildt flot indenfor! Og selvfølgelig skulle vi have en lille drink.

Og noget dejlig mad.

Og da vi betalte, fik jeg et Snoop Dogg-citat i min lykkekage, så på en måde blev den første dag rundet af helt perfekt ♥️ Dagen efter ville jeg på noget mere sightseeing. Se nogle monumenter!

Så jeg tog en Uber ind til Washington-monumentet.

Men de grå skyer begyndte at se lidt faretruende ud, og det eneste par på græsplænen som havde picnic, fandt også deres paraplyer frem.

Andre var lidt mere ligeglade, de havde nemlig gang i en spændende fodboldkamp foran Capitol-bygningen.

Men jeg vurderede, at jeg havde set det jeg skulle, og ville hellere i ly for regnen.

Så jeg besluttede mig for, at tage på museum – mere præcist ‘Newseum’.

På museet kan man dykke ned i historien for den frie presse, udbredelsen af nyheder, og hvordan kommunikation har udviklet sig via radio, tv og internet.

Hver dag, bliver der hængt avisforsider op fra hele verden. Jeg var ret vild med hende med hatten.

Der var lavet udførlige tidslinjer over medier, og hvordan de var blevet brugt til at kommunikere nyheder.

Der var også en større udstilling omkring 9/11, som gjorde ondt helt ind i hjertet:

Der var fx en hel væg fyldt med avisforsider, fra hele verden, som de havde set ud dagen derpå i 2001.

Og antennen fra den ene bygning var også doneret til museet. Samtidig kunne man rundt omkring den læse en tidslinje, der beskrev på klokkeslet, hvad der var sket på dagen i nyhedsregi, og hvordan tragedien var blevet dækket live.

Heldigvis kunne man lige gå ud på deres terasse, og trække lidt luft, når virkeligheden i udstillingerne blev for tung.

Om aftenen rundede vi endnu en dag af, med fin og obligatorisk middag på Shake Shack.

På tredjedagen besluttede jeg mig for, at udforske området omkring havnefronten ved Georgetown igen.

Jeg startede min dag med en Acai bowl på South Block.

Jeg gik en lang tur langs vandet, hvor man kunne se flyene ligge lavt.

Og jeg brugte lang tid på at læse i min bog, og kigge på mennesker, turister og både ved vandet.

På gåturen hjem opdagede jeg Baked & Wired som både have fantastisk kaffe, og et massivt kageudvalg.

Der var alt fra cupcakes til hindbærsnitter, cookies og veganske lækkerier.

Jeg valgte dén med pistacienødder og hvid chokolade 😛

Om aftenen svingede vi forbi for lige at se Det Hvide Hus (meget casual!)

Og sluttede dagen af på ‘Off The Record’ som er en hotelbar lige overfor.

På min sidste aften i D.C., spiste vi på Barcelona Wine Bar, som nok var det bedste måltid jeg fik i Washington.

Udover, at der var sindssygt hyggeligt i deres gårdhave, var det også nogle flotte gin & tonics vi fik.

Og vi bestilte alt for meget mad fra menukortet, fordi det hele lød så lækkert, at vi måtte prøve det hele.

Efter middagen fik vi ordnet negle, på en nærliggende salon, og trillede hjem i seng for at pakke kufferter. Dagen efter skulle vi nemlig med en bus til New York kl. 07:30 – som jeg vil skrive mere om i næste blogindlæg ♥️🗽

✈️ Find flere rejseguides her

Rejseeventyr

Napoli, Sorrento og Amalfikysten!

Hvis du er her for et longread om Italien med masser af billeder, kan du sætte den på her imens du læser videre, for godt baggrundssoundtrack 🇮🇹👇🏻

Vi ankom i Napoli fredag eftermiddag, i vores AirBnB-lejlighed, som lå i de hyggeligste små sidegader med vasketøj og potteplanter på altanerne.

En anden drømmealtan som desværre ikke var vores – men det gad jeg godt at den var!

Vi gik på madjagt, og fandt ‘Di Matteo’ i den anden ende af bydelen, som solgte frittatine fra vinduet og fik hele gaden til at dufte af pizza!

Måske den bedste pizza jeg nogensinde har fået.

Jeg må sige, at Napoli virkelig er autentisk og charmerende, men også en smule kaotisk og forvirrende. Det virkede måske lidt mere overvældende for os, fordi vi var i et ferie-state-of-mind, og derfor gjorde det mig heller ikke så meget at vi kun havde en enkelt overnatning i Napoli.

Dagen efter fik vi en croissant og en kop kaffe på en fortovscafé –

– og så hoppede vi på færgen mod Sorrento. Billetten kostede 13 euro for én vej pr. person og det tog vel omkring 45 minutter at sejle over bugten, fra Molo Beverello. Man kunne se Vesuvio hele vejen 👀🌋

Vi valgte at bo på hotel i Sorrento, da AirBnB-priserne var tilsvarende (eller højere!) i prisen. Vi fandt ‘Hotel Settimo Cielo’ (‘Den syvende himmel’) via Initalia, og udsigten skuffede i hvert fald ikke!

Vi fejrede det på vores altan med en flaske rosé –

– skålede med vulkanen –

– og da mørket faldt på bevægede vi os ud i den varme sommernat (26 grader da det var midnat!) hvor kulørte lamper lyste molen op, og guidede os udenom turistfælderne og ind i Sorrentos sidegader.

Her fandt vi stedet ‘Inn Bufalito’ som havde åbent til folk gik hjem, god lokal vin og den lækreste pasta.

Vi konstaterede, at udsigten fra hotellet også var smuk, en mandag morgen.

Og brugte mange af formiddagene ved poolen, efterfulgt af frokost, bøger og citronøl på altanen.

Men Sorrento skulle også udforskes, og der hang flag i de smalle gader mellem altanerne.

Måske fordi de var farverige, eller måske pga. VM i fodbold.

Overalt kunne man købe limoncello og andre spiselige souvenirs som bolsjer og småkager, lavet med citron.

Men når man har så meget citron at arbejde med giver det jo god mening.

Vi gik målrettet efter én is om dagen. Nogen dage to. Min yndlings er den med melon!

Når solen gik ned, blev lyset nærmest helt lyserødt.

Og det passede jo rigtig godt til mit hår!

Vi fandt ‘Pizzeria da Franco’ som lå et super irriterende sted, faktisk lige i enden af den mest turistede gågade, men stemningen var god og løssluppen. I loftet hang der skinker –

– og pizzaerne blev serveret hurtigt og rygende varme på bakker ved langborde. Det var et hit, selvom location var dårlig og akustikken ulidelig. Mit råd ville være, at kigge forbi i dagtimerne, og tage pizzaen med ud på et trappetrin i solen med en øl i stedet!

Vi skulle selvfølgelig også ud at sejle, så vi kunne se så meget som muligt af Amalfikysten!

Vi sejlede klokken 9 fra havnen ‘Porto di Massa Lubrense’, i en båd magen til den på billedet. Det kunne ikke gøres mindre i højsæsonen. Fra samme havn kunne man også komme til Capri, og selvom det var en del af planen for ugen, endte vi faktisk med at droppe det pga. turisterne.

Det tog knap to timer at sejle til byen Amalfi, langs med kysten hvor vi vuggede i det helt turkise vand, og kunne følges med bilerne igennem deres smalle bjergveje.

Huse og hoteller var stablet ovenpå hinanden i klipperne.

Også i Amalfi var der leget tetris med bygninger og bjerge.

Dagen var så varm, at vi startede med at dyppe fødderne i vandet (stenstrand, øv) –

– gik tur langs vandet –

– Og tankede op på is (melon og citron til mig!)

Vi gik på tur i de snævre gader, som vrimlede med turister og souvenirs.

Men der var også stille kroge med siesta, stribede markiser og vasketøj, som altid gør mig i godt humør.

Se lige monster-citronen ude til højre, sammenlignet med appelsinerne!

De ældre italienske damer holdt øje med torvet, oppe fra deres pastelfarvede altaner.

Efter et par timer i Amalfi sejlede vi videre til Positano.

Jeg havde set byen på Instagram, og længe glædet mig til at se den i virkeligheden.

Den har den mest fortryllende kystlinje, med krystalblåt vand og farverige huse helt hulter-til-bulter.

Det var svært at fjerne blikket fra den charmerende pyramide af regnbuehuse der lå ud til stranden.

Vi hoppede i havet, som var helt fantastisk varmt, og bådene gyngede fredeligt.

Efter en hel dag på havet, var det dejligt at komme tilbage til hotellet og vulkanen.

De små lys tændte langs bjergsiden på kysten overfor.

Og dagen efter besluttede vi, at det skulle gå så langsomt som overhovedet muligt!

Så vi gik tur ned til vandet –

– hvor man kunne bade imellem bådene.

– og lå på stranden hele dagen. Sidst, jeg har oplevet at vandet var så varmt, var i Indien og på Bali, så jeg var ret vild med at bade i Sorrento!

Sidst på dagen gik vi ind mod centrum.

Og ved et tilfælde fandt vi den mest fantastiske restaurant – ‘Parrucchiano‘ – som ikke så ud af meget fra gaden, men som var bygget som et drivhus indenfor.

I loftet hang der lyskæder og citroner, flettet sammen med planterne, og det skabte den mest romantiske stemning.

Jeg fik hjemmelavet ravioli og hvidvin. Hvis du tager til Sorrento, vil jeg faktisk sige at det er en oplevelse du skal have med dig, at spise her!

Den sidste dag spiste vi morgenmad på altanen.

Byen holdt siesta.

Men man kunne stadig spise en sidste is (melon, pistacie og hindbær).

Der lå et lille bitte bygning i svinget, hvor jeg godt kunne bo.

Vi opdagede, at der voksede appelsintræer langs med vejen!

Solen gik ned.

Og vi besøgte ‘Ristorante Da Filippo‘ som vi fandt ved et tilfælde på Foursquare. Den lå på siden af bjerget, og var cirka 2km’s gåtur fra centrum – men det hele værd! Indgangen var pyntet med lyskæder i træerne –

– Og betjeningen var by far den bedste vi fik dernede. Vi fik lov til, at komme ud i køkkenet og selv vælge fisk, der var tilberedt simpelt med olivenolie og citron. Så charmerende sted, som iøvrigt tilbød gratis taxa-service hjem til alle spisende gæster 🙌🏻

Det blev langsomt nat i den smukke by.

Og vi sagde godnat og på gensyn til vulkanen ♥️

✈️ Find flere rejseguides her

Hverdags-dagbog

Digitalent!

Det er altid dejligt med anerkendelse. Det er også altid ekstra rart når det kommer fra nogle kommunikationsbranchefolk, man selv synes er dygtige til deres fag. For nogle uger siden fik jeg en besked på LinkedIn om, at jeg var blevet udnævnt til månedens “Digitalent” på Bureaubiz. Det er der nu komet et portrætinterview ud om, som kan læses her.

Vi kommer vidt omkring alt fra min uddannelse og familie til bloggen, til Universal og mine nye græsgange på TV 2 ZULU. Sjovt, at se sin egen tidslinje på den måde ♥️ Og det er jo fedt at blive stemplet og fremhævet som ‘ungt digitalt talent’ af nogle, der er mere erfarne end en selv. Jeg klager ikke – faktisk er jeg virkelig, virkelig glad!

Rejseeventyr

Sambali!

Det er vist også ved at være på tide, at jeg får skrevet det rejseindlæg om min tur til Bali, som jeg var på henover nytår og i starten af januar. PER-fekt tidspunkt at rejse væk fra gråtone himmel, kolde lår og snotnæse – og i stedet vågne op til pool, planter og det mest fantastiske udendørsbad, som vores første AirBnB-villa havde. Very Enya, Very Robinson Ekspeditionen! (heldigvis i deluxe udgaven)


Vores rejse startede i Seminyak, som ligger cirka 25 minutters kørsel fra lufthavnen, altså syd på øen. Vi vidste, at vi skulle tilbringe nytåret der og jeg havde hørt der var en virkelig flot strand og masser af barer og spisesteder, så dét blev det altså. Set i bakspejlet havde jeg nok valgt et andet område, hvis vi skulle afsted igen. Der var nemlig ret kaotisk og turistet i dagstimerne, og det kunne tage os op til 30 minutter i bilkø bare at komme ud af centrum. Hvis der er noget på min top tre, over ting jeg hader, er det at vente i kø. Men! Til gengæld var der ikke langt til Badung og Canggu, hvor vi brugte vores eftermiddage på at udforske:

Vi fik kaffe og smoothie-bowl på KYND. Måske den pæneste morgenmad jeg har fået nogensinde! Der var iøvrigt også en lille butik, hvor man bl.a. kunne købe det flotte bestik.

Den gode Elton John-brille var med, og den kunne konkludere at selvom alt er flotte i skæret af den, var stranden nord for Seminyak ikke ligeså fin som i vores eget nabolag, selvom de havde styr på deres pynt (og fik en stor glad tilsynssmiley for kulørte lamper i palmerne!)

Jeg spoler lige tiden frem til nytårsaften, da de første dage mest gik med afslapning og afklimatisering(!) og rigtig meget pooltid. Vi skålede nytåret ind på stranden, i 25 grader, med to konfettirør og en masse glade mennesker, familier og andre turister. Bali er syv timer fremme i tid fra Danmark, så det virkede helt fjollet at se Snaps hjemmefra med venner der lige var startet på middagsforberedelserne, samtidig med at vi så fyrværkeri. Men 2018 kunne varmt (høhø) anbefales, og vi fik iøvrigt også en mega god nytårsmiddag på restauranten Pearl (så slap man også lige for den opvask!) som gemte sig godt i en lille gårdhave væk fra de trafikerede veje:

Og nu skal I se hvor flot stranden var ved Seminyak! Det hjælper selvfølgelig på det, at 1.januar bød på solskin og blå penselstrøg på himlen. Fra nu af vil jeg altid fejre starten på et nyt år, et sted hvor man har det varmt og godt (det gjorde jeg iøvrigt også sidste nytår på Mallorca, men det var fan-ah-mah koldt at bade!):

Det vrimlede også med strandbarer og farvede parasoller, surfere og scootere. Men jeg må indrømme, at den lidt hektiske stemning og de mange turister stressede mig lidt efter de første tre-fire dage, og jeg blev enormt træt af at høre dyt og tilråb om “TRANSPORT? BIKE?”, så derfor passede det også perfekt, at vi havde booket en villa i Ubud til den anden halvdel af vores tur:

Vi ankom til Ubud Green Resort om eftermiddagen, efter to timers kørsel fra Seminyak, og blev taget imod af søde ansatte med juice, kolde håndklæder og kufferthjælp. Jeg blev hurtigt vild med det her sted selvom der var længere ud til kysten. Heldigvis havde vores private villa en pool med udsigt over rismaskerne!

Der var kun 10 minutters kørsel ind til centrum af Ubud, hvor vi fik virkelig god mad hos bl.a. Melting Wok *savle emoji*

Jeg elsker virkelig udenlandsk valuta, der er noget dejligt ubekymrende og lidt Matador-penge-agtigt over at hæve 1 million Rupiah, som egentlig bare svarer til 500 kroner, men som giver følelsen af at man har absurd mange penge. Ching ching! Dem brugte vi blandt andet på Ubud Art Market som lå lige om hjørnet, og hvor man kunne få alt fra drømmefangere til nøgleringe, tasker og souvenirs under de regnbuefarvede parasoller.

Der lå flere små templer i Ubud, og det er de der små kulturelle ting man ikke kender hjemmefra, som gør at jeg elsker at rejse. Som fx de små offergaver med røgelse, blomster og kiks som stod alle steder, i butikker og på fortorvet og foran alle hjem. Vores chauffør (som hed Komang) fortalte os på sit bedste engelsk om ofringerne, hvor meget Balineserne elsker deres guder, og hvor meget tid de bruger på ofringerne til både guder og dæmoner. Det er så fjernt fra vores hverdag i København, og jeg synes det er så fascinerende at være langt væk hjemmefra og lære og se den slags <3 Det er så sundt med små “kulturchok”!


Når vi lige skulle have en pause fra alle de indtryk i gaderne, søgte vi ly på den hyggeligste kaffebar som hed Seniman Coffee Studio:

Havestolene man sad i, var bygget til gyngestole, og de havde den lækreste kaffe vi overhovedet fik på Bali. Faktisk så god, at vi kom tilbage igen dagen efter 🙂

Den fineste pastelfarvede solnedgang over vores resort i Ubud. Windows Screensaver, lige der!

Som en del af opholdet, besluttede vi os for at booke en aften med privat kok i vores villa. Det indebar også en virkelig fornem oppyntning af vores pooldeck, hvor middagen skulle serveres. For meget på alle måder, men jeg var vild med det, og bad dem faktisk om at lade håndklædeskulpturen med svanerne blive stående! De brugte SÅ lang tid på at lave den! Gid jeg kunne tage den med hjem 🙁

…Og den var iøvrigt også rigtig flot i solskin dage efter.

Som en del af opholdet i Ubud, var der også spa i prisen, og jeg tror virkelig at jeg blev et bedre menneske på den time jeg lå her og fik massage:
…Og selvfølgelig også af, at de lavede katte i kaffeskummen!

Den sidste aften i Ubud, før turen gik hjem igen, skulle den lige have lidt ekstra. Da vi kørte ind i byen, over broen, bemærkede jeg at der lå en restaurant og den var absolut ikke svær at finde frem til på Google – den hed nemlig Bridges.

Her kan man se restauranten oppe fra broen:
Helt vildt glad og sulten, med en kjole der tilfældigvis matchede omgivelserne 🙂

Der var den vildeste udsigt fra restauranten, det var som at sidde i tropehuset med et backdrop. Faktisk lidt svært at forstå, at man var der i virkeligheden, fordi det var så sindssygt grønt og smukt!

Vi fik en tre retters menu til hvad der svarer til 200 kroner(!) og imens vi spiste faldt mørket på, og man kunne høre floden bruse nedenfor. Meget autentisk jungleoplevelse på en vanvittigt god restaurant, jeg var meget mæt og lidt forvirret og overvældet da vi trillede hjem i seng!

Og så lige et tip her på falderebet – turen hjem fløj vi via Doha i Qatar (turen ud var via Dubai) hvor vi havde en meget lang lay-over (10 timer) før flyet til København. Til gengæld opdagede vi, at der I LUFTHAVNEN(!!) er spa, med både pool, jacuzzi, massage og andet godt, som var helt genial tidsfordriv. Det kan jeg kun anbefale!