Hverdags-dagbog, Lister

25.

I morgen har jeg fødselsdag. Puha.

Det dér med at få et femtal på, er lidt farligt for en der lider af voksen-angst. Det skarpe hjørne stikker et sted hvor det gør en smule ondt, og samtidig er det typisk mig at gå i krisetilstand over alt som har noget med tal at gøre. Så reagerer jeg ved at lave lister og planlægge dagen nøje på forhånd (helst noget med saftevand og boller) og undgår steder som kræver fremvisning af id.

Men, okay – i løbet af de sidste par påskedage har min alder og jeg faktisk formået at gå på kompromis. Vi har aftalt at pjække fra forelæsning, købe det kamera som står allerhøjest på ønskelisten og lade solen give os røde kinder. Vores nærmeste har endda fået tilladelse til at stå for overraskelser og hemmeligheder.

Men jeg har stadig tænkt mig at bage boller. Og lave lister.

I det fireogtyvende år har jeg… 
– været på festival: Spot, Roskilde og Dazed Festival i London.
– været med til at opstarte et firma – Catching Paper Planes.
– været med til at opstarte en lille video biz.
– været i et distraherende forhold med en iPhone (still is).
– fået min bachelor i design & business.
– … og startet på en kandidat (voksent!).
– fået en masse nye Facebook venner.
– fået knust mit hjerte en gang eller to.
– fået et polaroidkamera. Og en blå cykel.
– (gen)oplevet Berlin, Madrid, Stockholm, Oslo og London.
– erhvervet mig alt for mange nye kjoler. Og cardigans.
– erhvervet mig uforklarligt mange blå mærker.
– lært at drikke vin på den stilfulde vinbar-agtige måde.
– lært at gå med rød læbestift på hverdage.

Nu er jeg både spændt og lidt bange for hvad femogtyveren bringer. Har I nogle gode råd?
PS. Tak for jeres kommentarer til mit sidste indlæg. De gjorde mig glad <3

Forrige indlæg Næste indlæg

Der er mere fra samme hylde her: