Hverdags-dagbog

Året Der Gik 2012.

Helt uden at snyde eller lyve kan jeg sige, at 2012 var et af mine bedste, sjoveste og mest festlige år nogensinde! Det var fyldt med venner og vigtige oplevelser, og derfor har det også taget lidt længere tid end forventet at få det hele med – og dét synes jeg faktisk ikke engang at det er. Uha. Jeg har delt det lidt op i kategorier og forsøgt at fremhæve årets højdepunkter. God læselyst 🙂 og husk at sætte god tid af, hvis du har i sinde at komme igennem det hele. Jeg havde lidt svært ved at begrænse mig selv…



I 2012 valgte jeg meget bevidst at efterleve“at rejse er at leve” så meget jeg kunne, og hver gang jeg havde mulighed for det samt tid og råd til det. Derfor var jeg så heldig at jeg i 2012 opdagede helt nye og uudforskede lande, smagte lokal mad og smuttede på weekendture til velkendte, nærliggende og højt elskede himmelstrøg. Årets første tur gik til Berlin hvor jeg besøgte savnede venner, hvor forårssolen flirtede med februar og vi gik på loppemarkeder, drak massevis af cafékaffe og rødvin og cyklede rundt i den dejlige-dejlige yndlingsby.

I april var jeg i London og fejre min 26 års fødselsdag med venindebetænksomheder, skizofrent vejr og kulturelle højdepunkter i både Primark, på Tate Modern, Apollo Theatre og det massivt store spillested Alexandra Palace.

Sommeren kom og indimellem arbejde og festivaler blev jeg inviteret til England for at blogge for House of Marley. Det var første gang at jeg sådan rigtigt prøvede at rejse alene, med flyskift og bustur og solo-hotelværelse. Men jeg tror, at det var rigtig godt for mig – hvis jeg skal være ærlig – fordi jeg har tendens til at være socialt afhængig og tryghedssøgende. Sydengland og Cornwall føltes meget udsat for mig, men viste sig at være eksotisk, lun, imødekommende og farverig. Da jeg kom hjem til København igen, var mit hovede fyldt til randen med inspiration, eftertænksomhed og ti-tusinde nye indtryk.

En længeventet badeferie i august med mine to bedste veninder i smukke og mystiske Kroatien, var den perfekte afslutning på min sommerferie. Vi rejste til kysten ved Split, hvor vi tog på opdagelse i adskillige byer og områder, hvorefter vi fløj til hovedstaden Zagreb og opsøgte mange skyggepauser i storbyvarmen. Vi lejede os ind hos private via Air BnB, plukkede frisk frugt i haverne, købte grønt på markederne og badede i det turkisblå vand. Kroatien gjorde virkelig indtryk på mig med sit virvar af hemmeligheder, farvekaos, menneskemylder og sproglige udfordringer – men en af mine bedste ferier i lang tid! Jeg har besluttet mig for, at tage på flere ture hvor jeg ikke har særlig stor kendskab til landet på forhånd. Jeg tror egentlig, at man har meget godt af den slags positive kulturchok 😉

Studiestart og efterår sneg sig ind på mig med sin altid lidt bedrøvende facon, så et spontant afbræk til Barcelona i oktober var igen nødvendig. Vi købte en turistet pakkerejse og boede derfor på det dejligste hotel med pool på taget og bjerg/havudsigt på hver side. Det var første gang at jeg besøgte byen, men jeg skal afgjort tilbage – og gerne i sommerdagene med endnu mere tapas, frisk juice, gademusikanter, gåture og havblæst i håret.

I min omgangskreds har vi de sidste to år snakket om, at fejre nytår i Berlin – men pengemangel og dårlig koordination har gang på gang afholdt os. Derfor var jeg noget nær spastisk fjollet da det i år lykkedes os, at booke lortet og sætte os ind i en bus efter jul. Det viste sig, at vi havde flere bekendte som var dernede henover nytåret og vi endte derfor med at være en hel flok til både middag og fest. Det var stjernehyggeligt, helt nede på jorden og meget forfriskende at gøre noget andet end at være i København!

Husk, at alle mine rejseguides kan findes i sidepanelet til højre og et par af dem er også tilgængelige på foursquare.


I januar flyttede sødeste Linn ind på Nørrebro’s vimpelfabrik med svenske gloser, farverige opskrifter, pynt og sjove ideer – på verdens bedste måde. Det har blandt andet resulteret i påskeris, vaffeldag, svensk-dansk-misforståelser, fyldte køkkenskabe og velduftende krydderurter i vindueskarmen. Jeg har nu boet på Nørrebro i 4 et halvt år, og jeg vil ikke væk igen foreløbig!




Jeg arbejder stadig som digital assistent på deltid hos Universal Music Danmark, og efter halvandet år vågner jeg stadig glad og ivrig når jeg skal på arbejde. Der er ikke to dage hvor jeg laver det samme, og jeg knuselsker mine kolleger og det meget uformelle arbejdsmiljø hvor der ofte bliver hængt ud efter kontortid. Jeg arbejder især med direkte kommunikation med slutbrugerne i form af fx Facebook, playlister, fan communities (fx Justin Biebers, hihi) og nyhedsbreve. Og, så arbejder jeg tæt sammen med et par af vores danske artister med henblik på hvordan de bedst muligt udnytter forskellige digitale platforme, hvilket er rigtig sjovt!

I 2012 fik jeg overbevist Verdens Bedste Kolleger om, at vi skulle lave vores egen kontorudgave af Gangam Style i sommer, og så var jeg endda så heldig at jobbet førte mig til adskillige fantastiske koncerter med bl.a. Kanye West & Jay-Z, Of Monsters And Men, Friends, Ben Howard, WhoMadeWho, Beach House, Feist, Wilco, Rufus Wainwright m.fl. samt til SPOT Festival, Northside Festival, Roskilde og Skanderborg – og selvom der skulle afvikles, interviewes, uploades og indhentes var der stadig tid til sjov, ballade og kulinariske oplevelser.


Et ømt emne som mange spørger ind til 😉 Men det er selvfølgelig iorden. Kærligheden er, i en alder af 26, stadig ret svævende, uklar og konstant kompliceret for mig. I 2012 lærte jeg især, at man altså ikke behøver at nøjes med, og jeg er på nuværende tidspunkt single og tilfreds med det. Jeg så den meget søde film ‘The Perks of Being A Wallflower’ forleden, hvor en af hovedpersonerne spørger “why do nice people always choose the wrong people to date?” og får svaret “we accept the love we think we deserve”.

Dét syntes jeg var meget pæne og meget sigende ord.

 
Jeg studerer stadig Digital Design & Kommunikation på IT Universitetet i København, og 2012 var nok dét år hvor jeg var igennem de sværeste eksaminer nogensinde. Faktisk startede året med at jeg fik 12 i faget Innovation, Konceptudvikling og Projektledelse plus at jeg med røven i vandskorpen bestod PHP og scripting (obligatorisk fag, bvadr!). Men, jeg besluttede jeg mig for, at vælge mine kampe med omhu og udskyde nogle fag da jeg mistede motivationen for at færdiggøre studiet, fordi det tærrede på min energi og mit humør. Derfor er jeg endt med at udskyde det hele cirka 1 år.



I juni bestod jeg fagene Social Media Management og Social Media Analytics som var mine specialiseringsfag med to styks dertilhørende über-intense mundtlige pensumeksaminer. Pyyyyh… I december færdiggjorde jeg så Online Marketing med et 12-tal og Digital Retorik med en 10er 🙂 Konftti udover alt! Jeg har, helt ærligt, altid døjet med eksamensnerver og præstationsangst når det kommer til den slags – så jeg plejer altid at få 7 og derfor er jeg en meget stolt og glad pige – stadig. Det har givet mig det tiltrængte blod på tanden for at færdiggøre min kandidat, og her i januar er jeg lige startet på mit afsluttende valgfag. Jeg går igang med specialet til juni, og det er mit nytårsfortsæt at aflevere det i december!

2012 var året hvor jeg brugte mere tid på at blogge end nogensinde før. Jeg besluttede mig for at køre fuld skrue på især musikmandag og min profil som musikpigen, og det gav mening for mig på den måde at jeg syntes jeg fandt min “form” her på bloggen. Det førte (heldigvis!) også til samarbejder med Tivoli Audio Radio Company, Vesterbro Festival, Copenhagen Jazz Festival, House of Marley headphones, Trailerpark Festival, CPH:DOX samt et ongoing samarbejde med Spotify og VEGA. Desuden lavede jeg også features med Christian Hjelm (der sang Thomas Helmig!), med Indians, My Evil Twin og Rangleklods. Det har været utroligt sjovt at være med til så mange arrangementer i år, og finde på konkurrencer og sjove ideer. Jeg bliver  på nuværende tidspunkt kontaktet af rigtig mange forskellige bureauer der vil samarbejde, men jeg gør mit bedste for at holde bloggen reklame- og bannerfri og kun udvælge de samarbejder som jeg synes er relevante og aktuelle for mig og jer der læser med.

I 2012 blev bloggen nævnt hos både Elektronista, i Femina, på P3 og hos Soundvenue hvilket selvfølgelig fik besøgstallet til at stige. I juni, altså lidt over et år efter bloggens spæde start, havde jeg lige knap 10.000 hits om måneden! 

Derudover førte bloggen mig til både England og Århus. Wow. Jeg kan slet ikke forestille mig, at 2013 ville kunne overgå alt dette – men jeg elsker stadig at skrive og formidle min hverdag og min store passion for musik, og selvom det står stille i perioder er bloggen noget som er mit helt eget, som jeg har skabt fra bunden af men som jeg også stadig synes er sjovt og lærerigt at bruge så meget af min fritid på, som beriger mig med nye oplevelser og en masse superseje mennesker! I 2012 mødte jeg endda et par af jer som læser med i virkeligheden, på festivaler, pigetoiletter og endda i London(!), og selvom det føltes virkelig farligt og sårbart i øjeblikket var det meget bekræftende at I allesammen var så søde ved mig 🙂
I 2012 var kraven min foretrukne beklædningsgenstand, og det kom især til udtryk i form af Instagram tagget #dagenskrave som stadig lever i bedste velgående, med massevis af bidrag fra fremmede! Juhuuuu! Jeg elsker kraver – de er tilpas yndige, barnlige, formelle, casual, pæne og pyntesyge på samme tid. De er pæne på både kjoler, skjorter og i smykkeform. Det er genialt, og det er bare en ting som ikke kan eller skal forklares, men som dog skal fremhæves. Her er et udvalg af mine bedste kraver fra året der gik:




Andre sjove ting jeg lavede i 2012: 
(aka værd-at-nævne but didn’t make the cut til sit eget flotte perlebanner)

– Jeg var klædt ud som Dropbox til fastelavn, med en blåmalet kasse og ‘seler’ samt et par ikoner med dobbeltklæbende tape på bagsiden. Vega hjalp:

– Jeg fejrede min 26-års fødselsdag på den falske dato inde på Guldregn med sailor tema. Der var én der kom udklædt som lakridspibe, vi lavede tatoveringer på hinanden og jeg fik vinyler, shots, saltfisk og modellervoks i gave!



– Jeg var til Musik I Lejet, en hyggelig og gratis 2-dages festival i Nordsjælland! Dén kan jeg virkelig anbefale.



– Jeg lavede video for Normann Copenhagen. Se resultatet her.

– Jeg havde min debut som DJ – still learning – men det er blevet til et fast og tilbagevendende event på Gefärhlich under navnet “Hits for Indie Kids” hvor jeg spiller indieklassikere med to af mine musikglade venner. Det er mig som laver plakaterne, og næste gang er d. 14. februar hvor alle er meget velkomne 🙂
– Derudover dokumenterede jeg fem måneder af mit år, i to sekunder pr dag på, min telefon; Juni, juli, august og november, december. Alle videoerne kan findes samlet her.

Jamen hvad så i 2013?

Der er flere ting, som jeg har tænkt på. Først og fremmest vil jeg selvfølgelig gøre alt hvad jeg kan for at holde en høj standard på musikmandag med konkurrencer, anbefalinger, masser af dejlig musik og forhåbentlig nye, spændende samarbejder. Jeg er pt. i dialog med Spotify i både Danmark og Sverige omkring nogle ideer jeg har, og jeg kommer helt sikkert til at tage på en masse festivaler igen i år – forhåbentligt også nogle stykker i udlandet!
Jeg kunne godt tænke mig at lave nogle rettelser i designet, og få udarbejdet et visuelt overskueligt portfolio (som bloggen rigtigt var tiltænkt) men jeg tror at det kræver nogle hjælpsomme, eksterne hænder. Jeg vil også gerne lave mere video, og især mine visuelle dagbøger med to sekunder fra hver dag. Jeg tænker tit på, at det vigtigste er at jeg skal blogge for min egen skyld – og ikke for andres – men jeres mening betyder selvfølgelig stadig rigtig meget for mig og min motivation.
Derfor; hvis I har nogle særlige ønsker, forslag, ideer, samarbejder eller spørgsmål skal I selvfølgelig altid føle jer velkomne til at efterlade en kommentar eller kontakte mig pr. mail  tambourinesam@hotmail.com
2013, du kan bare komme an!

30. januar 2013
Previous Post Next Post

Der er mere fra samme hylde her: