Fotografi, Rejseeventyr

Billeddagbog fra mit Berlinernytår.


Sidste lørdag gik turen til Gedser, i bus med Knoppers og brik-juices i taskerne, hvorfra vi sejlede videre til Tyskland og var i Berlin henad eftermiddagen. Vi fandt frem til lejligheden i Neukölln hvor vores AirBnB host gav os nøglen, og havde efterladt en vin og en lille seddel til os.

Vores første gøremål var, at finde ud til den nyåbnede yndlings-Primark som ligger i Schloss-Strassen-Center. Derefter mødtes vi med B som stadig bor dernede, og tog ud og spiste vietnamesisk mad på hans stamsted Viet Village i Mitte. Forretterne kostede cirka 2-3 euro og en hovedret 5. Vi gik meget mætte og glade derfra!


Der hang stadig julelys i byen (jeg elsker lamper og lyskæder) og selvom vi havde leget med ideen om drinks og byture, faldt vi alle om af træthed da vi kom hjem i lejligheden.


Anden dag startede med en lang morgen og dyner og nattøj i selskab med tegnefilm på computeren, før vi trak gardinerne fra og opdagede at solen var kommet på besøg, imens vi spiste morgenmad i det lille køkken.


Det var faktisk en rigtig lun forårsdag, og det gjorde alle glade – selv de små motiver på gadevæggene!


Vi fandt en lille kaffebar på Friedelstrasse, ved navn Katies Blue Cat. Dét navn kunne jeg godt lide. Der var kærestepar, medbragte macbook’s, drenge med cardigans og bøger og stole udenfor. Medarbejderne var søde selvom køen var lang, men så havde vi tid til at beslutte os. De havde flat whites til 2 euro og et kæmpe udvalg af morgenmad og kager – og cookies til 1 euro(!). Men vi var moderate, og tog kafferne med os på gåturen i solen. Jeg tror måske, at det kunne blive min nye yndlings-café i Berlin og jeg har planer om at komme tilbage næste gang.


Jeg spottede farverige vimpler over vores hoveder, og veninderne mine fandt en photoautomat hvor vi selvfølgelig skulle tage de obligatoriske filmstrimler til minde om endnu en dejlig Berlinertur. Jeg har efterhånden en del af dem hængende på mit soveværelse, og det er bare sjovt hver gang at klemme sig ind i den lille automat.


Og så blev det eftermiddag med typiske sukkercravings. Vi fandt en lille vaffelcafé som hed Wonder Waffel, hvor vi fik stillet behovet med customizede kæmpevafler(!) og tre slags fyld. Beskidt, syndigt og vældig godt – indeed.


Om aftenen tog vi ind forbi Brandenburger Tor for at få stillet nysgerrigheden på, hvordan nytåret mon kom til at foregå dér (ikke på billedet, det er indgangen til Michelberger, men det var på vores færd dertil!). Der var generalprøver, opsætning og madboder, men det fangede ingens interesse (tværtimod, pyha) så jeg sugede den sidste snert af julelys i Sony Centret til mig før vi tog tilbage til Kreutzberg for at spise middag med min kollega, der også var i Berlin.


Vi fik tapas på Bar Raval som var varm og hyggelig og summede af lokal stemning. For cirka 13 euro hver fik vi flere forskellige tallerkener på bordet med både ost, pølse, tortilla, stegte auberginer, rejer, kroketter og brød sammen med en flaske rosévin. Jeg elsker tapas, og jeg elsker at man deles om måltidet og napper og hapser på kryds og tværs – og af flere omgange! Restauranten lå på Lübbener Strasse hvor der også er en masse små barer (som vi ikke kunne afholde os fra en aften mere) i et område der ikke er særlig turistet. Efter et par øl på forskellige steder tog vi hjem. Der skulle jo ordnes ting på nytårsdag!


På tredjedagen ankom yderligere to veninder i lejligheden, som skulle fejre nytår med os. Vi handlede over flere omgange og fik i bedste bootcamp-stil lavet små arbejdsstationer til maden i stuen og i køkkenet, samt arrangeret den absurde mængde af drikkevarer på terassen:


Frøken R var den modige veninde, som lavede kransekage fra bunden(!) til stor glæde for alle. Da vi havde pyntet os op ankom vores gæster i form af både Linn, B og et par andre fællesbekendte som også var i Berlin. Det var en semi-spontan beslutning at vi alle skulle spise sammen, men jeg var meget glad for at den blev taget!


Vi drak vin i alle farver imens vi spiste forret, og Dronning Margrethe var moderne og snakkede om Facebook imens hun blev streamet (det vidste hun bare ikke selv).


Jeg havde slet ikke tænkt over, hvor svært det faktisk er at lave tre-retters-menu til ti mennesker i et køkken man ikke kender! Mange af tingene blev derfor gjort lidt ad hoc, og da vi ikke kunne finde et bedre alternativ til sovsen blev den serveret i en tekande.



Jeg havde fået sat mit hår som en sløjfe, og der blev Instagrammet, opdateret, polaroidet og SMS’et til den helt store guldmedalje med dem derhjemme, som vi savnede og som vi ellers plejer at fejre nytår med.




Der blev hverken sparret på glimmer, pandehår, kram, stjernekastere, drinks eller centimeter under fødderne. Det er mig til højre – og av hvor er jeg glad for at jeg havde skiftesko med til senere på aftenen!


Efter vi havde kastet med balloner, taget gruppebilleder, spist dessert og tømt glassene tog vi ud til Michelberger Hotel som holdt stor nytårsfest.


Der blev danset og grinet, drukket champagne fra flasken og snakket og hilst på en masse andre danskere. Vi dansede på bordene og drak glühwein i gårdhaven, men der blev ikke tælt ned til midnat, hoppet fra borde eller set fyrværkeri på gaden. Sidstnævnte turde jeg ikke. Det andet var bare helt forkert! H V O R F O R? Midnat og nytårskærlighed i luften er da det bedste ved nytårsaften. Men. Aftenen var alligevel stjernesjov og elskværdig-god og uden forventninger, og jeg var sammen med mine bedste veninder og havde det dejligere end dejligst. Det er første gang, jeg ikke fejrer nytår i København! Gaderne var fyldt med konfetti og mennesker da vi skulle hjem, og det var næsten umuligt at komme med transport – så jeg var lidt ekstra glad indeni da jeg lå under dynen klokken seks om morgenen.

Dagen efter så lejligheden sådan ud;

Vi fik slæbt fem trætte kroppe ned på Melbourne Cantine hvor vi fik juice og virkelig god morgenmad. Efter lidt frisk luft og en gåtur i området, tog vi hjem i seng igen og så reality og serier under dynerne i stuen.


På fjerdedagen nåede vi kun en hurtig (kaotisk) morgenmad i køkkenet før vi tog en sidste runde i Primark, efterfulgt af oprydning, pakning og en virkelig lang bustur hjem – med solnedgang igennem fedtet rude og Quizbattle på samtlige smartphones.


Jeg købte mest nødvendigheder i Primark, såsom strømpebukser, undertøj, basic cardigans og andet – men her er lige tre nye favoritter som også kom med hjem i min kuffert:

Jeg er igang med at samle alle mine Berliner-tips på en foursquareliste som også virker på telefonen. Men, jeg har efterhånden samlet en del adresser og det tager lidt tid at rykke dem allesammen over.

Hvordan var jeres nytårsaften?

Previous Post Next Post

Der er mere fra samme hylde her: