Som I måske har bemærket, stjæler specialet meget af min tid i øjeblikket. Heldigvis kan jeg give mandagsmikrofonen til nogle andre seje musik aficionados, som fx Signe der gæstebloggede om jazz sidste mandag. I dag vil jeg give ordet til Martin, og så vender jeg selv stærkt tilbage i næste uge med en ny playliste og en rigtig god december-konkurrence!
Jeg mødte Martin i Berlin for nogle år siden, hvor han har boet indtil for ganske nyligt. Han skriver selv den yderst velformulerede musikblog Börneblogger, og arbejder på CPH:DOX. Han har også leget pladeselskab, elsker hunde og er i besiddelse af et par karryfarvede sutsko som enhver jysk onkel ville misunde, og så har han skrevet et gæsteindlæg til jer om bandet Talk Talk i dagens anledning:
“Talk Talk har en stort set perfekt diskografi, men mange kender dem kun for hits som It’s My Life og Such a Shame. Andre sværger til deres sidste to plader. Jeg vil her give en kort gennemgang af bandets historie og plader for at kaste lys på et helt unikt livsforløb, der aftvinger masser af respekt.
Talk Talk blev dannet i 1981 og gik i opløsning i 1992. De udgav i alt fem plader: The Party’s Over (1982), It’s My Life (1984), The Colour of Spring (1986), Spirit of Eden (1988) og Laughing Stock (1991). Bandet havde sanger og sangskriver Mark Hollis i front, og efter kort at have eksperimenteret med punk i slutningen af 70’erne dannede han Talk Talk i 1981. Navnet valgte han, da han havde skrevet en sang af samme navn.
Talk Talk blev hurtigt – og relativt fair – forbundet med new wave og den såkaldte new romantic. De delte producer og pladeselskab med Duran Duran, ligesom de drog på turné med dem. De kunne derfor ikke undgå visse sammenligninger, og måske derfor er The Party’s Over stadig en ganske overset plade, selvom hits som Today og titelsangen viste klare styrker ud i sofistikeret synth pop. Men bemærk styrken og længslen i Mark Hollis’ stemme. Der er ingenlunde tale om letbenet popmusik.
Når debutpladen er overset, skyldes det imidlertid også, at Talk Talk fulgte op med den endnu stærkere It’s My Life. Simon Brenner på keyboard havde forladt bandet, hvilket ændrede lyden en smule. Talk Talk var nu en trio, men de fik gennem resten af deres levetid hjælp fra Tim Friese-Greene, der også blev gruppens producer og kreative sparringspartner. Et til tider undervurderet våben.
Pladen indledes med den smittende Dum Dum Girl, der glider over i Such A Shame. En umådeligt veloplagt begyndelse på et album, der aldrig mister pusten. Mange kender måske kun de allerede her nævnte sange, og nogle har måske endda i første omgang hørt titelsangen som cover af No Doubt. Hele It’s My Life er imidlertid fyldt med sange, der er værd at fremhæve. Blandt mine favoritter hører også The Last Time, der ligesom bl.a. Tomorrow Started vidner om, hvordan bands som Talk Talk og Depeche Mode begyndte at inspirere hinanden i et forsøg på at afdække menneskehedens mørkere afkroge. Talk Talk drog i øvrigt med New Order ud i verden for at supporte Depeche Mode på deres massive Black Celebration Tour i 1986.
Netop i 1986 udgav bandet The Colour of Spring. Efter den store succes med forgængeren og bandets hitsingler var der nu ganske stor fokus på bandet, og denne tredje plade blev derfor karrierens bedst sælgende. Blandt de fire singler var det kun førstesinglen Life’s What You Make It, der brød igennem top 20 i hjemlandet. Det skulle blive deres sidste hitsingle. Der var allerede sket meget med bandet, og The Colour of Spring markerede flere ændringer i gruppens tilgang til sangskrivning. Sangene var gennemsnitligt en del længere, og de var denne gang alle skrevet af Mark Hollis og det uofficielle fjerde medlem Tim Friese-Greene. Bandet eksperimenterede med flere og nye instrumenter, og kompositionerne fik ofte lov at udfolde sig – tør man næsten sige det? – ganske organisk.
Talk Talk blev ved at udvikle sig, og det var kun med en smule pres fra pladeselskabet EMI, at Hollis og Friese-Greene fik skrevet sig frem til noget, der kunne minde om et hit. The Colour of Spring har hos nogle et ry som en overgangsplade, men den er ganske fremragende i sin egen ret. Hvad menes der så med overgangsplade? Det kommer vi til nu.
Musikken var på sin vis blevet mere levende, men den var også blevet en anelse mere indadvendt. Hollis havde i sine tekster forsøgt at udforske den menneskelige natur, hvilket på skønneste vis begyndte at blive til en art spirituel rejse for mesteren. Han havde aldrig holdt synderligt meget af at spille koncerter, og det tog han nu den fulde konsekvens af: Nu ville han skabe et album, hvor han i processen ikke behøvede at tænke på, hvorvidt det kunne opføres live. Han ville med andre ord simpelthen ikke turnere med den nye plade. Den skulle leve sit eget liv.
Talk Talk havde stabilt udgivet plader i 1982, 1984 og 1986, og det virkede helt naturligt, at mesterværket Spirit of Eden selvfølgelig skulle udkomme i 1988. Men det skulle blive en hård kamp at færdiggøre den. Ud over at annoncere for EMI at de ikke ville turnere, bekendtgjorde Hollis også, at de ikke ville udgive nogen singler eller lade pladeselskabet høre optagelserne på forhånd. Indspilningerne foregik ofte i mørke. Lange, lange sessions hvor bandet improviserede sig frem.
Resultatet var tryllebindende. En mageløs oplevelse, der var så radikalt anderledes fra gruppens første plader, men som i dag fremstår som en nærmest logisk udvikling. Et teleologisk sigte om man vil. Fra den tidlige synth pop til den perfekte popplade og videre til den leg med strukturerne, der med Spirit of Eden blev fuldendt. Her mødtes den lyd og tålmod, der blev antydet på The Colour of Spring med bl.a. jazz og ambient. Som flere kritikere og skribenter senere har bemærket, var der på det nærmeste tale om fødslen af post-rock.
Men selvom pladen i dag står tilbage som deres magnum opus, var ikke alle kritikere begejstrede dengang, og den solgte ikke nær så godt som forgængerne. EMI udgav en redigeret udgave af sangen I Believe In You som single og sagsøgte senere Talk Talk for at have leveret et album, der ikke var kommercielt nok. Det fik de naturligvis intet ud af, og i dag står det klart, hvilket mesterværk det er.
De mange slagsmål med pladeselskabet og Hollis’ mere og mere radikale perfektionisme var formentlig nogle af årsagerne til, at bassist Paul Webb forlod bandet herefter. Talk Talk udgav den næsten lige så fremragende Laughing Stock i 1991, der fortsatte i samme fodspor som Spirit of Eden men med endnu større fokus på de jazzede elementer.
Der er ofte to lejre, man kan henvende sig til, når snakken falder på Talk Talk: Den ene vil jeg fortælle, at Talk Talk er meget mere end synth pop. Den anden vil jeg fortælle, at Talk Talk er meget mere end Spirit of Eden, og at deres første plader er ganske fremragende og bør tages alvorligt. Få bands har så forskelligartet og perfekt end diskografi. Få sangere og sangskrivere har på så få år udforsket så mange territorier med så stor succes. Det teleologiske sigte. En nærmest logisk udvikling. En vidunderligt smuk kæde af tegn i musikhistorien. Selvom mange måske har hørt om Talk Talk, er det i sandhed ét af de mest undervurderede bands i nyere musikhistorie.”
Sangene fra mine musikmandage, som er tilgængelige på Spotify, kan findes på en playliste her.
Rigtig glædelig musikmandag!