Browsing Category

Gæstebloggere

Gæstebloggere, Musikmandag

#Musikmandag 78 – Talk Talk special.

Som I måske har bemærket, stjæler specialet meget af min tid i øjeblikket. Heldigvis kan jeg give mandagsmikrofonen til nogle andre seje musik aficionados, som fx Signe der gæstebloggede om jazz sidste mandag. I dag vil jeg give ordet til Martin, og så vender jeg selv stærkt tilbage i næste uge med en ny playliste og en rigtig god december-konkurrence!

Jeg mødte Martin i Berlin for nogle år siden, hvor han har boet indtil for ganske nyligt. Han skriver selv den yderst velformulerede musikblog Börneblogger, og arbejder på CPH:DOX. Han har også leget pladeselskab, elsker hunde og er i besiddelse af et par karryfarvede sutsko som enhver jysk onkel ville misunde, og så har han skrevet et gæsteindlæg til jer om bandet Talk Talk i dagens anledning:

“Talk Talk har en stort set perfekt diskografi, men mange kender dem kun for hits som It’s My Life og Such a Shame. Andre sværger til deres sidste to plader. Jeg vil her give en kort gennemgang af bandets historie og plader for at kaste lys på et helt unikt livsforløb, der aftvinger masser af respekt.

Talk Talk blev dannet i 1981 og gik i opløsning i 1992. De udgav i alt fem plader: The Party’s Over (1982), It’s My Life (1984), The Colour of Spring (1986), Spirit of Eden (1988) og Laughing Stock (1991). Bandet havde sanger og sangskriver Mark Hollis i front, og efter kort at have eksperimenteret med punk i slutningen af 70’erne dannede han Talk Talk i 1981. Navnet valgte han, da han havde skrevet en sang af samme navn.

Talk Talk blev hurtigt – og relativt fair – forbundet med new wave og den såkaldte new romantic. De delte producer og pladeselskab med Duran Duran, ligesom de drog på turné med dem. De kunne derfor ikke undgå visse sammenligninger, og måske derfor er The Party’s Over stadig en ganske overset plade, selvom hits som Today og titelsangen viste klare styrker ud i sofistikeret synth pop. Men bemærk styrken og længslen i Mark Hollis’ stemme. Der er ingenlunde tale om letbenet popmusik.


Når debutpladen er overset, skyldes det imidlertid også, at Talk Talk fulgte op med den endnu stærkere It’s My Life. Simon Brenner på keyboard havde forladt bandet, hvilket ændrede lyden en smule. Talk Talk var nu en trio, men de fik gennem resten af deres levetid hjælp fra Tim Friese-Greene, der også blev gruppens producer og kreative sparringspartner. Et til tider undervurderet våben.

Pladen indledes med den smittende Dum Dum Girl, der glider over i Such A Shame. En umådeligt veloplagt begyndelse på et album, der aldrig mister pusten. Mange kender måske kun de allerede her nævnte sange, og nogle har måske endda i første omgang hørt titelsangen som cover af No Doubt. Hele It’s My Life er imidlertid fyldt med sange, der er værd at fremhæve. Blandt mine favoritter hører også The Last Time, der ligesom bl.a. Tomorrow Started vidner om, hvordan bands som Talk Talk og Depeche Mode begyndte at inspirere hinanden i et forsøg på at afdække menneskehedens mørkere afkroge. Talk Talk drog i øvrigt med New Order ud i verden for at supporte Depeche Mode på deres massive Black Celebration Tour i 1986.


Netop i 1986 udgav bandet The Colour of Spring. Efter den store succes med forgængeren og bandets hitsingler var der nu ganske stor fokus på bandet, og denne tredje plade blev derfor karrierens bedst sælgende. Blandt de fire singler var det kun førstesinglen Life’s What You Make It, der brød igennem top 20 i hjemlandet. Det skulle blive deres sidste hitsingle. Der var allerede sket meget med bandet, og The Colour of Spring markerede flere ændringer i gruppens tilgang til sangskrivning. Sangene var gennemsnitligt en del længere, og de var denne gang alle skrevet af Mark Hollis og det uofficielle fjerde medlem Tim Friese-Greene. Bandet eksperimenterede med flere og nye instrumenter, og kompositionerne fik ofte lov at udfolde sig – tør man næsten sige det? – ganske organisk.

Talk Talk blev ved at udvikle sig, og det var kun med en smule pres fra pladeselskabet EMI, at Hollis og Friese-Greene fik skrevet sig frem til noget, der kunne minde om et hit. The Colour of Spring har hos nogle et ry som en overgangsplade, men den er ganske fremragende i sin egen ret. Hvad menes der så med overgangsplade? Det kommer vi til nu.


Musikken var på sin vis blevet mere levende, men den var også blevet en anelse mere indadvendt. Hollis havde i sine tekster forsøgt at udforske den menneskelige natur, hvilket på skønneste vis begyndte at blive til en art spirituel rejse for mesteren. Han havde aldrig holdt synderligt meget af at spille koncerter, og det tog han nu den fulde konsekvens af: Nu ville han skabe et album, hvor han i processen ikke behøvede at tænke på, hvorvidt det kunne opføres live. Han ville med andre ord simpelthen ikke turnere med den nye plade. Den skulle leve sit eget liv.

Talk Talk havde stabilt udgivet plader i 1982, 1984 og 1986, og det virkede helt naturligt, at mesterværket Spirit of Eden selvfølgelig skulle udkomme i 1988. Men det skulle blive en hård kamp at færdiggøre den. Ud over at annoncere for EMI at de ikke ville turnere, bekendtgjorde Hollis også, at de ikke ville udgive nogen singler eller lade pladeselskabet høre optagelserne på forhånd. Indspilningerne foregik ofte i mørke. Lange, lange sessions hvor bandet improviserede sig frem.

Resultatet var tryllebindende. En mageløs oplevelse, der var så radikalt anderledes fra gruppens første plader, men som i dag fremstår som en nærmest logisk udvikling. Et teleologisk sigte om man vil. Fra den tidlige synth pop til den perfekte popplade og videre til den leg med strukturerne, der med Spirit of Eden blev fuldendt. Her mødtes den lyd og tålmod, der blev antydet på The Colour of Spring med bl.a. jazz og ambient. Som flere kritikere og skribenter senere har bemærket, var der på det nærmeste tale om fødslen af post-rock.


Men selvom pladen i dag står tilbage som deres magnum opus, var ikke alle kritikere begejstrede dengang, og den solgte ikke nær så godt som forgængerne. EMI udgav en redigeret udgave af sangen I Believe In You som single og sagsøgte senere Talk Talk for at have leveret et album, der ikke var kommercielt nok. Det fik de naturligvis intet ud af, og i dag står det klart, hvilket mesterværk det er.

De mange slagsmål med pladeselskabet og Hollis’ mere og mere radikale perfektionisme var formentlig nogle af årsagerne til, at bassist Paul Webb forlod bandet herefter. Talk Talk udgav den næsten lige så fremragende Laughing Stock i 1991, der fortsatte i samme fodspor som Spirit of Eden men med endnu større fokus på de jazzede elementer.

Der er ofte to lejre, man kan henvende sig til, når snakken falder på Talk Talk: Den ene vil jeg fortælle, at Talk Talk er meget mere end synth pop. Den anden vil jeg fortælle, at Talk Talk er meget mere end Spirit of Eden, og at deres første plader er ganske fremragende og bør tages alvorligt. Få bands har så forskelligartet og perfekt end diskografi. Få sangere og sangskrivere har på så få år udforsket så mange territorier med så stor succes. Det teleologiske sigte. En nærmest logisk udvikling. En vidunderligt smuk kæde af tegn i musikhistorien. Selvom mange måske har hørt om Talk Talk, er det i sandhed ét af de mest undervurderede bands i nyere musikhistorie.”

Sangene fra mine musikmandage, som er tilgængelige på Spotify, kan findes på en playliste her.
Rigtig glædelig musikmandag!

Gæstebloggere, Musikmandag

#Musikmandag 77 – med et jazzy touch.

I dag har jeg givet den virtuelle mikrofon til Signe Amtoft, som laver radio på P8 Jazz og går på DR’s Talenthold – og med god grund. Signe er slet ikke så forbeholden som jeg (måske) har en tendens til at være, når det kommer til præferencer og indiesnobberi, men ved en hel masse om musikhistorie og genrer som jeg (håbløst pinligt) aldrig selv har dyrket (nok). Derfor skal dagens #musikmandag drysses til med en masse girlpower og et jazzy touch!


“Jeg har ikke nogen blog, øv. Til gengæld laver jeg radio. Jazzradio, faktisk. Og det er i den forbindelse, at jeg har fået æren af at være dagens gæsteblogger her hos Sam. For at give din musikmandag et jazzy touch.

Beyonce, Oprah og Michelle Obama er nogle af verdens mest magtfulde kvinder. De er sorte kvinder i showbusiness (jo, livet som førstedame er også showbusiness), og de er sorte kvinder med en stemme. Og selvom man ikke tænker over det, så har jazzen været med til at give afroamerikanske kvinder en stemme, og jeg vil dedikere dette indlæg til tre af de benhårde ladies, der har været med til at bane vejen og stadig er aktuelle i dag.

Jeg bliver så ked af det, når folk siger, de ikke forstår jazz. Jazzen ligger til grund for utroligt meget af den amerikanske kultur. Den opstod som slavemusik, og oprindeligt var ordet ’jazz’ mere et smædeord for ”negermusik” end en reel genre. Musikerne skulle også gå ind af bagindgangen, selvom de var hovednavn på den pågældende klub. Sådan var det jo. Men i 1930’erne, 40’erne og 50’erne, gik jazzen ufortrødent sin sejrsgang over USA, og har bevæget sig videre over i genrer som funk, hip hop og i sidste ende pop.

Her er mine tre anbefalinger til fucking seje kvindelige jazzsangerinder (og her er det vigtigt at nævne, at de var sangerinder, ikke sangskrivere). Misforstå mig ikke. Ingen af de her kvinder havde det let. De havde alle problemer med stoffer og kriminalitet. I en tid, der foragtede både sorte og kvinder, var de begge dele. Men de kæmpede, og den dag i dag gør de verden til et bedre sted, mens man lytter til dem.


Jeg lægger ud med et absolut es. Billie Holiday’s allerstørste sang er Strange Fruit fra 1939: Southern trees bare strange fruit/Blood on the leaves/And blood on the roots. Sangen handler om lynching i datidens USA, hvor uskyldige sorte blev hængt i træerne. Og der kunne de så hænge indtil fuglene spiste dem. Det sang Billie om, og det var hendes spinkle, men bomstærke og velbeherskede stemme, der gjorde sangen til det hit, den blev. Den står stadig i dag som en milepæl i jazzhistorien og i afroamerikanernes kamp for deres rettigheder. Og så giver den kuldegysninger. Intet mindre.
Andre gode sange med Billie Holiday er I’ll Be Seeing You og When You’re Smiling.


Nina Simone’s allerstørste hit er og bliver Feeling Good. Men lige i hælene på den – og i lidt højere humør – ligger My Baby Just Cares For Me fra hendes debutalbum Little Girl Blue i 1958. Nina Simone havde en stemme, der tangerede til det maskuline, og så sang hun, som om hun fucking mente det. Hun udtalte i øvrigt: Ordet ’jazz’ er hvide menneskers måde at sige skidt på. Jeg spiller ikke skidt. Jeg spiller sort klassisk musik. Uanset hvad hun spillede, så var hun stærk udadtil.
Andre gode sange med Nina Simone er Feeling Good og Here Comes the Sun.



Det er en sen aften på Apollo Theater i Harlem i New York. En ung Ella Fitzgerald står og ser på de dansere, der er på scenen lige inden hende til et talentshow. Hun skal egentlig også ind og danse lige om lidt. Men hun får kolde fødder, for hold nu op, hvor er dem på scenen lige nu gode. Hun beslutter, at hun i stedet vil synge en sang. A Tisket A Tasket, vil hun synge. Men midt i sangen glemmer hun teksten, og i stedet for at stoppe med at synge, fortsætter hun og begynder at sige de lyde, et instrument ville spille. ”Scudu-badu-du”. Scatten fødes, og Ella Fitzgerald bliver en af sin og eftertidens største sangerinder. Hendes stemme er lys og anderledes, men den er indbydende og krammer dig på samme måde som din mormor med lidt for meget parfume. Lidt sødt, men trygt og velkendt.

Du kan ikke finde en jazzsang, Ella ikke har lavet en udgave af. Så for at give dig et lidt nyere perspektiv på fruen, har jeg valgt What Are You Doing New Year’s Eve i et remix af Mangini vs. Pallin, hvor der er mange moderne elementer. Men Ella, hun står som altid knivskarpt.

Sangene fra mine musikmandage, som er tilgængelige på Spotify, kan findes på en playliste her.
Rigtig glædelig musikmandag!

Gæstebloggere, Musikmandag

Musikmandag #25 – med tænkeboksede toner.

Til dagens musikmandag har jeg fået tre personlige anbefalinger, og et par tonetanker, fra Roxanne som skriver bloggen Tænkeboksen. Jeg finder ofte inspiration i hendes brede, spændende og superskarpe musiksmag som favner både nyt og gammelt, alt fra Summer Camp til New Order, samt bands og hemmelige yndlingssange som jeg stifter bekendtskab med i hendes lille boks på nettet.

Så… Nu er det mig, der har ordet – eller lyden om man vil. Jeg har med stor glæde takket pænt ja, til at bidrage til den søde Sam’s blog, med mine musikanbefalinger. Jeg kan uden at lyve sige, at det er med lidt frygt, at jeg nu skriver dette indlæg. Musik er en super speciel ting, og selvom det kan være nok så overfladisk, om man vil, er det også bare med til at beskrive mennesker på en måde, som ingen andre ting kan. Når jeg så ligefrem til at udpege numre, som gør noget særligt ved mig, er det endnu sværere synes jeg! Men jeg er altid frisk på en udfordring.
Jeg vil starte med at sige, at jeg har en rimelig bred smag. Genre forekommer mig underordnet, når jeg vælger musik, selvom jeg vil tro, at der er klarere tendenser i min musiksamling. Mine anbefalinger vil gå på, hvad jeg lægger øre til for 
tiden:”


Jeg har egentlig lidt svært ved at sige, om jeg oprigtigt synes om sangen eller om det monstro bare er fordi, at det er Hjelm der synger og spiller. Som inkarneret Figurines-fangirl er det svært, at være superkritisk, når man bare bliver glad for at høre det nye der kommer. Derfor er jeg også svært begejstret for Christian Hjelms nyeste udspil. Det er sommerligt og friskt, og fungerer super godt til når solen kigger frem!

Christian Hjelm – Scenen skifter nu

Okayokay, man kan vel ikke være sådan RIGTIG teenager uden, at lade Joy Division og dermed også New Order være en del af ens musikbibliotek. Jeg kan i hvert fald ikke. New Order minder mig om, mit følelsesmæssige liv (ja, nu bliver det lidt dybt) når jeg ellers føler mig druknet i skolearbejde, karakterræs og fremtidsudsigter. Som titlen på nummeret også antyder, befinder jeg mig lige nu et sted hvor jeg søger efter konstant bekræftelse og godkendelse – af forældre, venner og skole. Det er svært, at overskue og sætte ord på… Derfor er det rart når nogle kan tale der hvor andre tier.

New Order – Age of Consent

Når jeg skal ud og danse, kan jeg godt lide at lyden af tunge beats fylder sig i min krop. Jeg kan også godt lide, når musikken rammer et bredt publikum og er en kende ”poppet”. Jamie XX’s remix er resultatet af en symbiose mellem mine to kriterier. Derfor er det også det jeg danser til, når jeg skal have det sjovt med mine venner, drikker øl og andre våde sager og har kridtet danseskoene. Måske er nummeret en kende forudsigeligt, men hvorom alting er så sikre det altså lidt af en fest!

Adele – Rolling in the Deep (Jamie xx REMIX)

Happy listening!

Gæstebloggere, Musikmandag

Musikmandag #20 – og fransk tema!

Waw, tænk at vi er nået til musikmandag nummer tyve! Dét må være anledning til, at der sker noget nyt og andet end bare-mig som skriver derud af om mine egne yndlingslyde. Derfor vil jeg ind imellem gerne give noget taletid til nogle bloggere, som ikke nødvendigvis er musikbloggere, men som jeg synes/tror har en vildt fin musiksmag! Den første er Cloé som skiver bloggen Celluloid C:


Cloé poster ofte anbefalinger til gamle film, skønne franske sange og youtube videoer – og jeg forestiller mig, at hun bor i det fineste retro-hjem, med verdens største klædeskab og hører hemmelige 60er plader på en gammel pladespiller. Suk, hjerter overalt – og hvad lytter sådan en yndig pige dog til? Her kommer hendes Musikmandag;

Jeg har været så heldig at få lov til at anbefale lidt musik til Sams søde læsere til denne uges Musikmandag. Jeg har grublet lidt over temaet, og er kommet frem til at jeg gerne vil dele min kærlighed for den franske genre yé-yé, som var populær i 60’erne med jer. Yé-yé kommer fra ”Yeah! Yeah!” og er en genre, der var størst i Frankrig. Det var mest unge sangerinder der brød igennem med yé-yé-musikken, men Serge Gainsbourg var også inde og lege lidt med den uskyldige lillepige-lyd, og skrev et par sange til bl.a. France Gall. 


Jacqueline Taïeb slog igennem i ’67 med sangen “7 heures du matin”, som også blev hendes største hit. Lige for tiden kører jeg dog selv igennem Københavns gader til lyden af en af hendes andre sange, Le Couer Au Bout Des Doigts, der passer perfekt til det spæde forår.


Marie Laforêt var både skuespiller og sangerinde. Hun debuterede på det store lærred ved siden af Alain Delon i en (ret fin) filmatisering af The Talented Mr Ripley, Plein Soleil. Marie Laforêt har leget med mange forskellige genrer, og var ikke kun en yé-yé-pige. Mit yndlingsnummer med hende er hendes cover af Rolling Stones-hittet Paint it Black som hun i 1966 indspillede under titlen Marie-douceur, Marie-colère.


Christie Laume var søster til Theo Sarapo, som var gift med Edith Piaf. De tre boede oven i købet sammen i en periode i Paris. Så musikken var vist ret naturligt at kaste sig over for Christie. Hun har indspillet en del nuttede sange, men min yndlings er Agathe ou Christie, som kombinerer to af mine yndlingsting – nemlig fransk musik og Agatha Christie. Christie Laume synger en fin lille sang som leger med Agatha Christies univers og altid gør mig i godt humør.

Cloés stjernefine, franske sange gør også mig i godt humør på en øv-studie-mandag. Tak for dem, og jeg håber, at de også giver alle andre en god start på ugen <3