Browsing Category

Lister

Hverdags-dagbog, Lister

Hverdag.

Ting jeg har gjort i denne uge;
– Været på arbejde, hver dag.
– Gået tidligt i seng, hver dag.
– Set ‘Frozen’ og været meget begejstret for den!
– Været ude og løbe to gange!
– Været øm i kroppen.
– Købt nye sko, nogle med hæl!
– Været øm i fødderne.
– Købt påskeliljer.
– Forsøgt at punktere mit sukkerbehov.
– Det er ikke gået så godt. (Men Nellie Dellies sukkerfri chokolade er god)
– Lyttet en million gange til Future Islands nye album.
– Brugt hårdt sparede penge på en ny opvaskemaskine.
– Husket at tage mine vitaminpiller.

Det er blevet hverdag igen, kan I nok høre. Men jeg kan lide det (noget mere end andet) og jeg glæder mig lige nu helt abnormt meget til, at vores mundtlige forsvar i næste uge er overstået. Det er som om, at den kvote af energi som var afsat til specialet, er opbrugt for længst. Det bliver sådan en stor lettelse!

Fotografi, Lister

Den sidste uges favoritter.

Småting som gør mig glad på kolde dage, hvor jeg drømmer om et andet sted med sol og bare tæer, imens jeg håbløst forsøger at varme mit skrantende helbred og berolige min sommerhungrende utålmodighed;


Lyskrydset ved Nørreport Station, hvor jeg hver morgen holder tilbage for et rødt hjerte.


Stribede sugerør til tyve kroner. Alt smager bedre igennem et farvet sugerør!


Balloner med helium indeni, og lørdagsmorgenmad på Nordisk Brødhus.

CPH Dining Week på Valentinsdag, med tre retters menu, på et hemmeligt prinsesseslot i indre København!

Lavalamper!

En lyserød ost. Dét er skørt! Hvordan? Svaret er portvin. Svaret er altid portvin…

At gå med sløjfe-frisure på en hverdag i stedet for en kedelig knold. Og det er slet ikke svært at lave selv!

At snuse rundt (bogstaveligt talt, mmmmh!) i Torvehallerne på en søndag, og snittehygge med en virkelig god kop kaffe. Selvfølgelig. Altid kaffe. Snitten var også ret god.


Pastel-solnedgang over Nørrebro, og klippeklistre-forberedelser til weekendens forsinkede fastelavnsfest. Udklædning er den bedste kur imod ustadigt humør!

Og, så ikke mere sne nu, tak.

Lister, Omtale

Ti grunde til, at jeg (nu) elsker Twitter.

Se her, hvad min tirsdag startede med. Uha! 4 år og næsten 1500 followers senere er Twitter altså et af mine absolut yndlingsmedier, og jeg har tænkt mig at lave en udførlig liste over hvorfor jeg elsker Twitter så højt! Lige om lidt. 
Mit allerførste tweet handlede om bandet TV On The Radio og Valentinsdag, og jeg oprettede min profil fordi jeg havde et fuldtidsjob på et PR Bureau som jeg hadede herfra og til Verdens Ende. Kort sagt; Jeg var miserabel. Jeg kedede mig. Jeg blev talt ned til. Og det var helt forkert for mig. Og jeg forstod overhovedet ikke hvad jeg skulle pippe i den lille lyseblå app, men faktum var nu engang, at det var bedre tidsfordriv end mit røvssyge arbejde. Dét gjorde udfaldet for, at jeg velvilligt gav Twitter en (lang) chance til at starte med, og dét tror jeg altså skal til. Jeg kender mange der giver op efter få tweets, men det kræver altså også en sharing is caring-indstilling. Nåhmen i hvert fald …
Ti grunde til, at jeg (nu) elsker Twitter – og hvad Twitter har gjort for mig:

1) Jeg elsker de max 140 tegn. Not much. Men helt perfekt, faktisk. Twitter kræver jo netop, at man formulerer sig kort og præcist. Det går stærkt, og begrænsningen tvinger én til at tænke kreativt med sit ordbrug. Jeg tror helt klart, at Twitter har hjulpet mig med at forstå kommunikation på flere plan, og jeg er selv blevet meget bedre til ordkrøllerier – ved at prøve mig frem – og ved samtidig at observere hvordan andre gør. På den måde noterer man sig indirekte hvad man synes der fungerer godt, og omvendt.

2) Jeg elsker når der opstår dynamik. Det er en kunst at fatte sig i korthed, og på den måde har jeg flere gange oplevet dialoger som har affødt genial ping-pong, punchlines og snappy comebacks. Twitter er et dynamisk, sjovt og sprogligt kreativt sted at boltre sig – hvis man er villig til at deltage.

3) Jeg elsker muligheden for at customize, og det faktum at jeg selv sammensætter mit feed. Modsat Facebook behøver et follow ikke at være gensidigt, og på den måde har jeg selv valgt hvordan jeg vil kombinere et strømlinet feed af links, information, jokes og randomness – uden at jeg i princippet selv behøver at sige noget i bytte for alt det (for mig) værdifulde indhold. Eksempelvis, læser jeg stortset alle nyheder først på Twitter.

4) Jeg elsker at det er nemt for mig, at dele det jeg laver. Og få feedback. Hvis man på én eller anden facon beskæftiger sig med noget kreativt, er Twitter et genialt sted at få respons på sine ideer og processer fra kompetente branchefolk. Det kræver måske lidt research på personer eller brands, men når man først har fundet frem til de relevante at følge er de ikke mere end et @ væk. Og det har aldrig skadet nogen at spørge pænt om råd og feedback – dét har jeg både fået på mit personlige portfolio, til eksamensopgaver og i researchende jobsammenhænge.

5) Jeg elsker det netværk jeg har tilegnet mig igennem Twitter. Det er nok lidt en karma-ting, men jeg tror på at hvis man selv giver kommer der også noget godt igen. Som udgangspunkt har man jo allerede én fællesinteresse med andre tweetere; Nemlig Twitter itself. Og dét er da et godt udgangspunkt for at netværke. Alle dem jeg har lært at kende via Twitter er nogle utroligt inspirerende og søde mennesker, og jeg kan altså kun anbefale at tage til Twedagsbar og lignende arrangementer og møde netværket i virkeligheden.

6) Jeg elsker at jeg har fået mit job via Twitter. For bare to år siden måtte jeg tage et studiejob i Magasin, fordi jeg ikke kunne få det til at løbe rundt på SU. Det var spild af tid og energi, men det var helt umuligt at få et relevant job. Nu arbejder jeg hos Universal Music, i en stilling som ikke engang blev slået op som ledig, men som jeg blev kontaktet direkte om – på Twitter! Jeg har i løbet af de sidste to år fået flere jobtilbud igennem det netværk, og det var blandt andet også dér jeg mødte min ekskæreste. De gode oplevelser havde jeg helt klart måttet været foruden, hvis jeg ikke var aktiv på Twitter, og dét ville jeg godt nok være ærgerlig over.

7) Jeg elsker at jeg altid kan søge hjælp på Twitter. Når jeg skriver et tweet, med et spørgsmålstegn, er det som at sende en kæmpe fælles-SMS. Hvis jeg har brug for huskeråd omkring fordelingen af vand/havregryn i min havregrød, hvor jeg billigst får repareret min knuste iPhone-skærm, hvilke serier jeg skal følge med i eller hvor jeg skal tage mine forældre hen til frokost; Twitter har altid et væld af svar klar indenfor 30 sekunder hvorend jeg er (Twitter er jo lige i lommen!) og hvadend det har faglig relevans eller ej. Prøv selv at tjekke #twitterhjerne.

8) Jeg elsker, at jeg kan kombinere Twitter med mine andre online aktiviteter. Når jeg tweeter et link til et blogindlæg stiger mit besøgstal markant. I kid you not. Men det handler også om en balance, og ikke at misbruge mediet og spamme med links og huskesedler om AT HEY JEG HAR EN BLOG! Jeg tweeter ikke alle mine blogindlæg, men kun dem jeg vurderer som relevante for mit netværk dér. Som regel handler det om musikmandag, da jeg er bevidst om at mange af mine følgere sætter pris på mine musikanbefalinger, og at det er en profil jeg har taget til mig. Jeg ved fx godt, at mine fotoindlæg om nye kjoler ikke går rent ind hos tech-folket….

9) Jeg elsker at blive hørt. Ja, for jeg har opdaget at der faktisk er andre som gerne vil høre lige præcis min mening, og som kan bruge dén og mig og min hjælp til noget. Jeg tror aldrig, at man bliver helt færdig med at lære, og så længe man selv deler erfaringer – både store og små – skal man nok også få igen. Det har helt klart styrket min selvtillid (åh pige-kliché), at min mening er blevet opsøgt som værende relevant.

10) …Og så er Twitter bare røvsjovt. Kig fx på hashtags som #tingingensiger, #tweetsfra1995 og #fraekfredag. Det er priceless underholdning når brugerskabte tags stikker helt af, når ugens bedste tweets samles op på Twitologi og når der live-tweetes om alt fra X-factor til håndbold, direkte fra netværksarrangementer til jokes om pavens fratrædelse. Ejmen altså. Hvad venter du på?

Hvis du gerne vil være med på Twitter, men ikke helt ved hvor du skal starte, så findes der en rigtig god guide lige her. Du kan få tips til hvem du skal følge (og hvorfor) på #ffdk, og du skal være mere end velkommen til at følge mig her eller spørg løs, hvis der er noget jeg kan være behjælpelig med 🙂

Fotografi, Lister

Sommerferie! Og meget mere fritid til…


At køre ud i naturen på min cykel, embrace min høfeber og kigge på dyr som ikke findes på Nørrebro.


At miste tidsfornemmelsen.


Kram og smil. Det er gratis, og tiltrængt.

At danse med mine veninder. Og svinge med håret og skørterne. Bigtime.

At spise god mad med grønne farver, i godt selskab.
 


At kigge opad og få sol på kinderne.


At nyde Nørrebro og alle dens skævheder, farver og bekendtskaber. Sankt Hans-bål ved Blågårds Plads, Kirkegården, kaffebarerne, gyngerne og parkerne – her kommer jeg!


At få brugt denne her prikkede børge (købt her). Jeg skal til Kroatien og bade og indsamle nye oplevelser i august.


At lege.


At ligge her lidt mere, og sove lidt længere. Eventuelt med lidt mindre telefon.


At lave flere film. Her er nogle af de rekvisitter jeg har samlet sammen til anledningen. Jeg tror det bliver sjovt.

Rigtig mange gode tanker og pøj-pøj’er til jer der stadig bor i eksamensland ♥