Musikmandag

Musikmandag #31

Uh, hvor har jeg glædet mig til dagens post! Jeg vil fortsætte dér hvor jeg slap i sidste uge, med fokus på danske bands – men i dag med nogle lidt nyere navne, for der er simpelthen så meget guld på upcome’rn lige nu, at jeg nærmest ikke kan få armene ned! Og hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg faktisk at de sange jeg har til jer i dag er nogle af de bedste lige nu. Jeg har sunget og danset til dem hele den sidste uge, nonstop, så jeg håber at I også vil kunne lide de fine sommertoner med disse tre superseje mandlige vokaler:

De to velklædte, unge mænd går under navnet Jetsi Kain, og førstesinglen ‘In Control’ lyder altså som en virkelig god, spontan og bekymringsfri sommerfest (en af dem med lyskæder) som jeg gerne vil inviteres til. Det klinger af en forkærlighed for 60erne, med et drys af calypso-vibe, og hvis man gerne vil bydes op til dans så varmer de op for The Eclectic Moniker d. 16. juni på Vega.

Death Valley Sleepers minder mig om The Raveonettes, med en drømmende og light-psykadelisk  poplyd, som nærmest ikke kan være dansk (det er en god ting). Jeg er stadig pjattet og forårsforelsket i nummeret ‘Along the Canals’ som er let, lys, opløftende og med masser af tamburin. Jeg kan kun anbefale DVS live, og heldigvis spiller de gratis koncert på Nørrebro’s Bryghus allerede d. 16. juni, sammen med Christian Hjelm.


I har garanteret allerede hørt ‘Speeddance’ med Reptile Youth – men jeg blev simpelthen nødt til at have den med, da det med garanti bliver mit sommer anthem. Jeg har set dem et par gange live da de hed Reptile & Retard (og været lidt bange, de er nogle vilde dyr på en scene) og dét her er det absolut bedste jeg har hørt fra dem. Det er åndssvagt dansevenligt på den sjove måde, lidt i stil med noget tidlig The Fashion eller VETO, så I kan godt regne med noget hænderne-over-hovedet og badutspring hvis I møder mig på dansegulvet til sommer 🙂

(Buuuu-bu-bu-duu.. dududu-dudu! )

Happy listening!
Alle sangene fra mine musikmandage findes på en Spotify-playliste, her.

Forrige indlæg Næste indlæg

Der er mere fra samme hylde her: