Musikmandag

Musikmandag #35

Der trænger til lidt mere sommer på bloggen, gør der ikke? Jeg er lidt træt af, at se folk checke ind i europæiske storbyer og poste billeder af sydlandsk sol på Instagram, når jeg ikke selv er med. Derfor har jeg prøvet at pimpe mine playlister med lidt feriemusik – værsgo! Og husk at alle musikmandage kan findes på min playliste i Spotify hvis man har brug for lidt mere at lytte til.

… Fordi jeg elsker lyden af Trails and Ways‘ bossanova-inspirerede drømmepop på nummeret Nunca. Det er let og svævende med en bekymringsfri melodi. Omslaget minder mig om Christianias små snørkelstier på en farverig sommersøndag, og stemningen af udlængsel. På spansk siger man “nunca es tarde” = “det er aldrig for sent” (Jeg har googlet det, selvom jeg godt kan spansk til husbehov) – jeg vil rejse, rejse, rejse!

… Fordi Tom Tom Club‘s ‘Under The Boardwalk’ er et nummer jeg vender tilbage til hver sommer selvom det er ældre end mig (1982!). Jeg elsker tegningen, og jeg bliver i godt humør af det her post-Talking Heads-klingende, lidt fjollede nummer – også når det regner udenfor. Jeg er vild med mande vs. kvindestemmerne i omkvædet, og hvis du også kan lide det skal du gøre dig selv en tjeneste også at lytte til ‘Genius of Love’ (Spotify link her).

… Fordi jeg ligesom mange andre musikbloggere er helt oppe at køre over det britiske indieband ∆ udtalt Alt-J. Nummeret ‘Breezeblocks’ er ikke så sommerfint som de andre numre, på nogen måde faktisk, men jeg rålytter deres album ‘An Awesome Wave’ lige for tiden så jeg var jo nødt til at tage det med. Det er mere elektronisk på en downbeat mellow-facon, og har en snert af math-rock over sig (som en blanding af Foals og Django Django). De kommer til at præge mit musikår 2012 som en “top-ti-over-bedste-opdagelser-i-år-feature” og jeg kan kun anbefale dem – måske især på de kølige og lidt fesne juli-dage i København.

… Fordi vi lige skal slutte af med en glad én som du sikkert har hørt i radieon! The Walkmen fulgte mig trofast igennem sidste sommer, hvor det surfpop-prægede album ‘Lisbon’ var et af mine yndlings for 2011. Nu er de ude med ‘Heaven’, og singlen ‘Heartbreaker’ som fylder mine sommernætter med rocket guitarklang, hvor jeg prøver at knipse i takt, drikker flaskeøl med mine venner og cykler hjem når solen og fuglene står op.

Hvad er dit bud på alternative sommersange? Jeg trækker lod om denne her musikpakke (altså alle CD’erne til én person) med Beach House, Friends, The Drums og Major Lazor. Husk at skrive din email adresse også! PS. Solbrillerne må du ikke få, de er mine, det var bare for at tilføre lidt stemning

(“Vindersangen(e)” kommer desuden med på min Musikmandag-playliste. Juhuuuj!)

Forrige indlæg Næste indlæg

Der er mere fra samme hylde her: