Musikmandag, Sponsoreret indlæg

Musikmandag #47 – anbefalinger til CPH:DOX koncertprogram

D. 1-11. november er der for tiende gang CPH:DOX i København, og selvom festivalens omdrejningspunkt er dokumentarfilm har de altså også et virkelig godt musikprogram, bestående af koncertrækken AUDIO:VISUALS og serien for musikfilm Sound & Vision.

Ideen med AUDIO:VISUALS er, at hooke bands og musikere up med kunstnere eller filmskabere for at præsentere nogle særlige live-shows hvor lyd og billeder fusionerer, på alternative spillesteder. AUDIO:VISUALS finder sted under selve CPH:DOX og her er en håndfuld arrangementer som jeg selv har tænkt mig at opleve, og i hvert fald lyd-wise kan anbefale:


Dirty Beaches på Charlottenborg, d. 1. november
Mini-dokumentaren “Waterpark” handler om et gigantisk vandland i et canadisk shopping-mall, med beskedne 150.000 gæster i gennemsnit på en lørdag. Dirty Beaches, aka taiwanesiske Alex Hungtai, har lavet soundtracket til filmen og optræder også til verdenspremieren på “Waterpark” på Charlottenborg, sammen med to af drengene fra Iceage. Hans toner er som regel drømmende, svævende og 60er-inspirerede, og jeg tror det bliver en rigtig flot og interessant konstellation. Faktisk er Dirty Beaches dén AUDIO:VISUALS jeg glæder mig mest til!

Billetter kan købes her. Traileren til Waterpark kan ses her.
Stemningen kan fanges her, med nummeret ‘True Blue’:

Teitur i Koncerthuset d. 4. november
Teitur fremviser stumfilmen “Everyday Song” som er en slags ode til det monotone, og omhandler en enlig, færøsk kvindes hverdag med ritualer og vaner, hvor hun står op om morgenen, tager på arbejde, spiser og går i seng. Til arrangementet i Koncerthuset vil Teitur sideløbende selv stå for musikken, med hjælp fra et hollandsk blæserensemble(!). Ideen er, at musikken skal give et indblik i kvindens tanker, følelser og overvejelser – en temmelig speciel og lidt skæv oplevelse, tror jeg – men bare dét at læse beskrivelsen blussede lidt op i min gamle kærlighed for dygtige Teitur.

Billetter kan købes her – jeg har desværre ikke kunnet finde traileren 🙁
Stemningen kan fanges her med nummeret ‘One and Only’:

Ice Cream Cathedral på Jazzhouse d.9. november
Jeg anbefalede også dygtige, unge Ice Cream Cathedral til årets Trailerpark Festival og gør det glædeligt igen. Det var nemlig en afsindigt medrivende, dejlig og flot eftermiddagskoncert – omend de godt kunne have brugt nogle mørkere settings til deres forførende og melodiske toner. Dem får de heldigvis til CPH:DOX hvor deres ghost-poppede lyd bliver klædt i dystre og stemningsmættede visuals fra VJ-duoen Lucid Feel, på hyggelige Jazzhouse.

Billetter kan købes her.
Stemningen kan fanges her, med nummeret ‘Wintery Moods’:

Animal Collective på Statens Museum For Kunst d. 12. november
Animal Collective har fået æren af at runde årets CPH:DOX af med et farverigt og audiovisuelt liveshow, som er dedikeret til dét trippede og melodiske udtryk som bandet er kendt for. De har endda lige udgivet pladen ‘Centipede Hz’ i år, nummeret herunder er dog fra ‘Merriweather Post Pavilion’ og er mit favorittrack med vilddyrene. Jeg glæder mig vildt meget til at opleve dem live, da jeg har hørt sindssygt godt om deres tidligere optrædener på CPH:DOX og da Statens Museum har lagt rammer til virkelig mange fine musikalske oplevelser, for mit vedkommende.

Billetter kan købes her.
Stemningen kan fanges her, med nummeret ‘My Girls’:

Resten af programmet for årets AUDIO:VISUALS kan udforskes her. Er der mon noget andet, I kan anbefale mig?

Jeg lover desuden at der også kommer et indlæg til Sound & Vision når vi nærmer os festivalens start. Sangene fra mine musikmandage, som er tilgængelige på Spotify, kan findes på en playliste, her.

Previous Post Next Post

You Might Also Like