Musikmandag

Musikmandag #56

I løbet af de sidste mange travle dage (well, uger!) har jeg nærmest kun lyttet til laaaaaaaangsomt og følsomt musik, det har ligesom været min måde at stabilisere høj puls og stigende eksamensnervøsitet. Heldigvis gik det godt (jeg fik 12! og så endda på mundtlig engelsk!) og det vil jeg fejre med et musikmandag-comeback der indeholder fire af de sange jeg har hørt allermest her på det sidste – med masser af uhm og ah-faktor. Værsgo, og beklager mit fravær.

Sam Amidon er en amerikansk singer-songwriter i tyverne, som i bedste akustiske og nærværende Bonnie ‘Prince’ Billy-style med guitar (banjo?) og pjusket hår synger om vind og vejr og kvinder og farver og andre vigtige emner. Sangen som jeg er faldet over er faktisk ikke ny, men fra hans 2010-album ‘I See The Sign’ – og hvis du synes at den lyder bekendt, altså sangen, er det fordi at det er hans fortolkning af et gammelt R.Kelly nummer! Dén slags uforudsigeligheder giver altså cred i min bog, og han formår faktisk at smyge den så blødt ind i sin folkvokal at jeg har fået en helt ny forkærlighed for nummeret. Også originalen!

The Rosebuds er (også et amerikansk) indiepop-band bestående af en fyr og en kvinde. Deres lyd (og især dén på ‘Nice Fox’) deler villavej med eksempelvis Belle & Sebastian tæt på dét gadekryds hvor man både får det varmt og rart indeni af at lytte til sangen, samtidig med at det emmer af melankoli og længsel. Jeg ved ikke, hvad jeg hælder mest til, men jeg har altid haft en stor forkærlighed for klap og kor, og ‘Nice Fox’ er afgjort mit yndlingsnummer fra den lyserøde plade, som rummer alle de små stykker kærlighed i ét.

Dark Dark Dark er (som titlen passende antyder?) lyden af svævende dagdrømme tilsat kvindelig vokal i et nærmest hjemsøgende lækkert lydunivers med et strejf af lidt trist klaver. Jeg synes godt, at man må dyrke dén slags om vinteren når det er så mørkt og koldt som nu – især når det har samme vibe som eksempelvis Feist, Daughter og den stille side af PJ Harvey.

Hudson Taylor er to bitte-små-brødre på henholdsvis 18 og 19 år. Jeg blev nødt til at youtube dem, for at se hvordan så ung en alder kunne hænge sammen med så modne stemmer – men den er god nok. De er en slags Mumford & Sons junior, og det er især nummeret ‘Battles’ fra EP’en af samme navn som kører på januar-repeat og varmer mine iskolde ører, under den røde beret.

Sangene fra mine musikmandage, som er tilgængelige på Spotify, kan findes på en playliste, her.

Previous Post Next Post

Der er mere fra samme hylde her: