Musikmandag

Musikmandag #57

I dag skal det handle om en udstilling jeg var inde og se i går, på Dansk Design Museum i København. Udstillingen hedder “Pladecovers – Vinylens Revival” og var i alt sin simpelthed ret så fantastisk – og så var det ovenikøbet gratis med studiekort! Hvis man har den mindste snert af musiknørd i sig vil jeg i hvert fald anbefale, at tage ind og se den – der var så mange visuelle guldkorn og klassikere iblandt de udvalgte covers at jeg blev helt varm om hjertet, og fik lyst til at gå på loppemarked og rode i LP-kasser, tage hjem og ligge i min seng, lytte til plader og glemme tid og sted.

Tag dine forældre, dine gode venner eller din kæreste med – anything goes – for den favner virkelig bredt, og man kan snildt bruge et par timer på at tilfredsstille sin musikalske nysgerrighed derinde.

De mange albumcovers er inddelt i visuelle temaer, som fx “gruppeportrætter”, “animalske motiver”, “stærke kvinder” og “tegneseriestil”. Jeg synes, at det gav en helt anden dynamik til udstillingen fremfor at have udført den kronologisk – og jeg tog mig selv i at spotte flere referencer og inspiration på tværs af de mange forskellige genrer og udgivelsesår.

Udover den visuelle slikbutik af flotte vinyler, kunne man også lige få catchet up på sin musikviden (eller tilføre lidt nyt?) i form af en deltaljeret time-line langs væggen, som klargør årstallene helt tilbage fra grammofonens oprindelse til jukeboxen, kassettebåndene, MTV og frem til 2012 og Spotify’s danske launch.

“Aladdin Sane” med David Bowie er fra 1973(!) men stadig så genkendelig, cool og aktuel. Ziggy Stardust minder mig om min opvækst, selvom det var omkring et årti senere end pladens udgivelse – og for blot to år siden var jeg faktisk udklædt som ham til fastelavn. Det er vildt og på en måde lidt eventyrligt, at dén figur stadig ‘lever’. Gaaawd, jeg elsker David Bowie..


Min far har altid haft utroligt mange vinyler, og lige præcis den her – “Revolver” med The Beatles hænger i en ramme hjemme i min entre. Jeg tror, at jeg ‘lånte’ den dengang jeg flyttede hjemmefra fordi jeg var så vild med forsiden der er en skør kombination af tegning, foto og kollage i sort-hvide nuancer. Det er nærmest et lille kunstværk i sig selv, synes jeg.

“The White Album” med The Beatles er så overlegent sejt, sammenlignet med deres foregående plade som var “Sgt. Peppers Lonely Heart’s Club Band” (kan I huske coveret? det var en rodebutik) og så vidt jeg husker, er det kun udgivet i xx antal eksemplarer. Vi stoppede i hvert fald ærbødigt op (som ved et alter) og beundrede den helt simple, hvide plade. Jeg synes, at det er gennemført og en smule flabet lavet.

For enden af rummet kunne man endda sidde og lytte til plader. Dét syntes jeg var en rigtig dejlig ide! Pladespilleren kan altså stadig noget helt særligt og meget autentisk, som ingen laptop eller iPod kan leve op til. Jeg elsker hele rutinen med udpakning, duftene, den manuelle påførsel af skiven, skrattelydene og dét at skulle vende pladen efter et par numre for at høre den ‘færdig’. Jeg fik min egen pladespiller i fødselsdagsgave for nogle år siden (som hele min vennekreds havde splejset til mig!) og det er stadig én af mine kæreste ejendele som jeg håber, at jeg vil have med mig mange år endnu. Jeg synes, at det både er vigtigt, charmerende og en smule romantisk at værne om den slags nostalgi.

… Og så bare lige for god ordens skyld, kommer her et par (andre) af mine personlige favoritcovers:

Joy Division – Unknown Pleasures og Depeche Mode – Violator.
Modsat hvad man normalt ville associere med min smag, er det meget mørkt – men jeg elsker de helt skrabede farvevalg og de ikoniske motiver. Det er så simpelt og så stærkt. Less is more. Nogen gange.



Blackbird Blackbird – Summer Heart og Modest Mouse – We Were Dead Before The Ship Even Sank.
Der er noget fantasi-farvelade over begge albumcovers som tiltaler mit indre legebarn med luftballonen og hvad der ligner glimtende konfetti. Jeg elsker titlerne på begge plader, og at det er holdt i ren, hvid typografi på pink og blå – helt uden at være over the top.



Efterklang – Magic Chairs og Arcade Fire – The Suburbs. 
Jeg kan godt lide de douchede farver på begge to, hvor det livlige, farverige og (måske?) lidt mystiske på Efterklangs plade er en dimentral modsætning til Arcade Fire’s som virker statisk og afventende. Og, så synes jeg at begge albumcovers indkapsler lyden, produktionen og omdrejningspunkterne for teksterne til fineste lille detalje.






Beach House – Bloom og The XX – X.
Og til sidst, skal vi lige have lidt mere sort og hvid. Så simpelt og genkendeligt kan det nemlig gøres. Hver gang jeg ser en pige med en prikket kjole tænker jeg instinktivt “Beach House” (jo!) og med hensyn til X’et synes jeg, at The XX har brugt det helt genialt til både deres liveshows med lys i, og i udgaven med hvid plus farver på deres anden plade. Det er vanvittigt sejt, når musikere kan få deres publikum til at associere et symbol eller et mønster med en hel audiovisuel identitet omkring et band eller en bestemt udgivelse.

Hvad med jer, har I nogle særlige favorit albumcovers?

Forrige indlæg Næste indlæg

Der er mere fra samme hylde her: