Musikmandag

Musikmandag #64

På mandag udkommer det pastelfarvede debutalbum fra danske Boho Dancer, og som noget helt særligt har jeg i dag fået æren af, at præsentere jer for to helt nye og uhørte singler fra albummet, før det udkommer! Waw. Jeg så bandet på SPOT Festival sidste år og har spændt ventet på deres udspil siden, og ventetiden har været det hele værd. Måske du allerede har hørt førstesinglen Fictional Reasons som er blevet spillet i radioen? Ellers, for god ordens skyld…

Forsangerinden, Ida, er en rigtig folkprinsesse – en ung, dansk Patti Smith – og sammen med resten af stilsikre Boho Dancer, Símun og Asker, varmer albummet Gemini mine kølige vinterører med skrøbelige, fængende og ærlige melodier. De minder mig om Cody med kvindelig vokal, og især Fictional Reasons lyder af tidlig Swan Lee.

De to singler jeg har fået lov at pre-streame for jer, hedder Caldera og Martin. Lad os tage dem seperat;

En caldera er dét krater der er tilbage, når en vulkan er blevet udtømt og synker. Sådan et krater fyldes typisk med vand og bliver til enorme søer med små bjergkæder omkring sig, og dét har været inspirationen for sangen og coveret på albummet – som en metafor for alt det nye i vente, og det gamle som er blevet nedbrudt og har taget ny form. I mailen om de nye sange skrev Ida blandt andet, at hun for nyligt havde oplevet mange omkring sig stå i livskriser, ved skilleveje og vilde opvækninger på den ene eller anden måde. Det blev automatisk et symbol for 2012 – vulkanudbruddet, som over tid ville blive til caldera.

Sangen Martin er opkaldt efter en af Idas barndomsvenner, og for at citere hende direkte, beskriver hun ham som “et menneske fyldt med ideer og visioner der aldrig har været middelmådige. Han har villet gøre en forskel og har gjort en forskel. Men i sommeren 2012 brød Martin for første gang nogensinde rigtigt sammen, han var ikke det perfekte menneske. Martin er menneskelig. Jeg lod mig inspirere af hans opbrud med fortiden, jeg relaterede til den og genkendte elementer fra mig selv. Jeg skrev teksten uden bevidst at have tænkt Martin ind i hver sætning, men pludselig stod det tydeligt for mig at det her er Martins sang”
   

Hvad synes I om sangene?

Gemini udkommer mandag d. 8. april, og indeholder i alt 11 numre.

Previous Post Next Post

Der er mere fra samme hylde her: