Musikmandag

Musikmandag #65

I dag vil jeg præsentere jer for tre dygtige københavnerbands, som fortjener lidt ekstra opmærksomhed:



Det første er med københavnske Before The Show som sidste år udgav pladen Years&Years&Years. Åbningsnummeret ‘My Spring Curse’ lyder stærkt inspireret af Sigur Ros – med sin hviskende begyndelse og buldrende trommer til slut. Det er meget sårbart og storladent på én gang, og ret atypisk dansk, synes jeg. Sangen har netop fået en tilhørende og meget gennemført video, som er sammensat af smalfilmsoptagelser fra 60erne og 70erne. Den er et lille retro-eventyr om sommer og ungdom, flotte landskaber og måske endda lidt rastløshed og naivitet. Husk at se den her.

October Dance er et forholdsvis nyt dansk band, startet i samarbejde med en østrigsk kunstner ved navn Hans Tolford. Dét har resulteret i dansable og lidt syrede fortolkninger af Hans’ grafiske illustrationer, og på den måde blander bandet et visuelt udtryk med 80er inspirerede poptoner. Og det fungerer. Man kan faktisk ikke rigtig gøre andet, end at overgive sig til de stærke elektroniske beats og det tykke lag af synth. Mmmh. Der skulle efter sigende komme et album senere i år, og jeg glæder mig virkelig meget til at høre mere fra de her drenge.

Og så har vi Altmodisch, der betegnes som indietronica. Kvintetten er ikke nye på den københavnske musikscene, tværtimod har de faktisk to albums bag sig, og en hel del koncerter. Singlen ‘Pursed Lips’ er fra EP’en ‘Before Our Past’ som kommer i slutningen af april, og som kredser omkring temaet forladthed. Ikke det mest opmuntrende forårs-tema, kunne man vove at sige, men bandet har (måske derfor?) valgt at tolke det fra to forskellige vinkler, en positiv og en negativ, hvoraf sidstnævnte udkommer som en EP mere i efteråret. Det bliver spændende at se, hvordan dét koncept kan udfolde sig. Husk også at se videoen til førstesinglen her.

Sangene fra mine musikmandage, som er tilgængelige på Spotify, kan findes på en playliste, her.
Rigtig glædelig musikmandag!

Forrige indlæg Næste indlæg

Der er mere fra samme hylde her: