Festival, Musikmandag

Musikmandag #67 – SPOT Festival special:

På fredag starter SPOT Festival i Århus. En kær jysk tradition for musikbranche og upcommers, som jeg elsker at deltage i. Det er femte gang jeg er med, hvoraf den fjerde er som branche, og jeg har faktisk også blogget om festivalen de sidste to år. Det bedste ved SPOT Festival er alle de små nye danske (og nordiske) bands som får lov at udfolde sig på Århus’ flotte musikscener. Jeg har både overgivet mig og danset til Alphabeat-pop på Rytmisk Sal, og stortudet til dansk indie-mellow på den store scene i Musikhuset.
SPOT Festival er en rigtig fin mulighed for at stifte bekendtskab med fremtidens danske toner, og hvis man er en nysgerrig musiksjæl, er der virkelig en komprimeret skattekiste at gå på opdagelse i. Jeg synes især, at der er et spændende og varrieret program i år, og derfor er dagens indlæg dedikeret til en håndfuld anbefalinger fra min side – hvad end man skal på SPOT eller ej.

















Jeg har virkelig prøvet at holde det kort, med beskrivelser på max to sætninger, og links til indlæg hvor jeg tidligere har omtalt bandet her på bloggen. Byd endelig ind med noget, hvis I har tilføjelser!

Fredag:

Boho Dancer: Intens og nærværende folk, med boheme-prinsessen Ida i front. Det er singer-songwriting når det er bedst, med skrøbelige og ærlige melodier. Fredag klokken 16 på Voxhall (se tidligere indlæg her).

Kadie Elder: Poppet, elektronisk folk med en konsekvent undertone af melankoli. Hold godt øje med Kadie i år, som også skal spille til Vesterbro- og Roskilde Festival. Fredag klokken 16 på Café Scenen.

Jonas Alaska: Norsk singer-songwriter med en virkelig rar guitar. Thomas Dybdahl møder Bob Dylan. Jeg har forelsket mig hovedkuls i hans sårbare coverversion af Robyns ‘Call Your Girlfriend’. Fredag klokken 17:30 på Voxhall (se tidligere indlæg her).

Dinner: Dyb og dyster Joy Division-henledende vokal, med friske uptempo beats og nærmest glitrende guitar-underlæg. Fredag klokken 18 på Radar.

Before The Show: Storladent og sårbart, hviskende og buldrende. Som en musikalsk krydsning af Peter Gabriel og Sigúr Ros. Fredag klokken 18:30 på HeadQuarters (se tidligere indlæg her).

Folkeklubben: Charmerende og legende dansksprogede tekster, med læderjakke, som klinger af tankefuld folk-pop og Gasolin-referencer. Dem må du altså virkelig ikke gå glip af. Fredag klokken 19:30 på SCC THAT (se tidligere indlæg her).

Young Dreams: Norsk indiepop med masser af drømmende strygere, synth og (!) glade tamburiner. Fredag klokken 19:30 på Radar.

Dad Rocks! Islandsk-århusiansk singer-songwriter, som spiller charmerende folk-pop i stil med Iron & Wine. Finurlige tekster, guitar, kor, trompeter og et drys af melankoli. Fredag klokken 19:45 på Atlas (se tidligere  indlæg her).

Highasakite: Spændende norsk indie-pop, inspireret af Lykke Li og ‘Where The Wild Things Are’ med et dragende lydunivers af længsel og hemmeligheder. Fredag klokken 20:30 på SCC THIS.

Indians: Uundgåelige, tryllebindende og drømmende toner, som du garanteret allerede har stiftet bekendtskab med, da absurd dygtige Indians er ved at lægge både Danmark og udlandet ned. Ham må du ikke gå glip af! Fredag klokken 21 på Voxhall (se tidligere indlæg her).



SLOWOLF: Downtempo elektroniske beats blandet med hiphop. Det er tungt og festligt, og jeg har meget høje forventninger til at se ham live i en sen aftentime! Fredag klokken 23:15 på Atlas.



So-So Echo: Helt nyt og fremadstormende elektronisk trio, som spiller storbypop med 80er-nostalgisk synth og drømmende vokal. Også en must-see. Fredag klokken 00 på Radar.

Lørdag: 

Marie Key: Uimodståelig og uundgåelig. Jeg har endnu ikke fået set evigt charmerende Marie Key live, og det skal der rettes op på. Lørdag klokken 14 i Store Sal (se tidligere indlæg her).



Helsinki Poetry: Støjpop light med buldrende og storladne passager i kombination med fængende vokal. Samtlige singler er konceptuelt navngivet efter storbyer og deres stemninger. Lørdag klokken 15 på Voxhall (se tidligere indlæg her).



Echo Me: Den rødhårede singer-songwriter udgav sit debutalbum sidste sommer, som jeg stadig mener er alt for overset, med den poppede og fløjteprægede single ‘Left from The Fire’. Lørdag klokken 16 på Radar  (se tidligere indlæg her).

Kites and Komets: Sidste års vinder af Karrierekanonen, med dansabel og catchy elektro-pop på menuen. Lørdag klokken 16:15 på SCC THIS (se tidligere indlæg her).

Death Valley Sleepers: Inspireret af The Raveonettes (måske) med light-psykadelisk  poplyd, og det mægtigt fine forårsforelskende nummer ‘Along the Canals’ som er let, lys, opløftende og med masser af tamburin! Lørdag klokken 16:30 på Atlas (se tidligere indlæg her).

Ice Cream Cathedral: Hypet københavnerband (med god grund) som  behersker deres helt egen, drømmende og meget u-danske ghost-pop-lyd. Lørdag klokken 17:15 på SCC THAT (se tidligere indlæg her).

Dangers of The Sea: Københavnsk 60er-70er inspireret folk/rockband med dybfølt og ærlig lyd. Lørdag klokken 17:30 på Voxhall.



Panamah: Dansksproget pop med blød, fængende og lækker kvindevokal. Lørdag klokken 17:15 på Radar (se tidligere indlæg her).

Ásgeir Trausti: Islandsk singer-songwriter som er et helt nyt bekendtskab for mig, men som står øverst på min prio-liste til årets SPOT. Jeg forstår ingenting, men det lyder fantastisk! Lørdag klokken 18 på Rytmisk Sal.

Cody: Det syv-mand-store danske folkrock-orkester har jeg efterhånden set live en del gange, og de skuffer aldrig med deres americana og country-inspirerede toner. De er nogle virkeligt dygtige musikere, hvis indlevelse og dybde vælter udover scenekanten, så man bliver helt rørt. Lørdag klokken 18:15 på SCC THIS.

Mariam The Believer: Rå, dyb og eksperimenterende svensk artpop, med utæmmet mystisk lydunivers som minder om Jenny Wilsons. Lørdag klokken 19:15 på Voxhall (se tidligere indlæg her).

Penny Police: Sød, dansk pige med elektrisk autoharpe, eftertænksom singer-songwriting i Agnes Obel-skalaen. Lørdag klokken 20 på Café Scenen (se tidligere indlæg her)

Turboweekend: Dynamisk must-see synthesizer rockband, som altid er en fest på en scene. Lørdag klokken 20:45 i Store Sal.

Far Away From Fiji: Svævende og småstøjende guitar-riffs kombineret med melodiske og poppede omkvæd. Lørdag klokken 22:15 på Radar.

Christian Hjelm:  Dansksprogede sange med guitar, som fungerer virkelig godt og charmerende på en livescene. Det er flabet og festligt, med et drys af Kim Larsen. Lørdag klokken 22:45 på Voxhall (se tidligere indlæg her).

Vinnie Who: Energisk disco-pop med fest-garanti. Perfekt afslutning på weekenden! Lørdag klokken 01:15 på SCC THAT (se tidligere indlæg her).

Sangene fra mine musikmandage, som er tilgængelige på Spotify, kan findes på en playliste, her.
Rigtig glædelig musikmandag, og jeg håber at vi ses i Århus!

Forrige indlæg Næste indlæg

Der er mere fra samme hylde her: