Musikmandag

#Musikmandag 74 – Reeperbahn Festival Special!

Dem som troede, at festivalsæsonen var slut tager fejl. På onsdag starter Reeperbahn Festival i Hamborg nemlig, og jeg laver en semi-spontan afstikker fra torsdag til søndag med én af de sødeste mennesker jeg kender! Vi skal køre med tog og have madpakker med, og så kender jeg heldigvis en hel masse andre gode og sjove folk som er dernede, samtidig med os.

Jeg er i fuld færd med at researche og sniglytte til det meste af programmet, og derfor tænkte jeg at det i dag var oplagt at dele et udvalg med jer, af de bands som jeg håber på at kunne nå. Jeg har aldrig været til Reeperbahn Festival før, så jeg har ikke rigtig nogen fornemmelse af hvor tæt spillestederne ligger, hvor lange køerne er og så videre – men ih, hvor jeg glæder mig! Jeg fik slet ikke nok af Hamborg da jeg var der i forbindelse med Visit Germany-samarbejdet, og så trænger jeg til at se nogle gode koncerter, og danse til solen står op og møde en masse nye mennesker.

Her er min musikalske to-do-liste for de tre dage jeg har dernede;

– Svensk electro-pop med fyrene fra Urban Cone. Det her nummer er charmerende på bedste svenske vis i stil med fx Those Dancing Days og Lo-Fi-Fnk:

– Indiefolk med tyske Talking To Turtles, som har fanget min opmærksomhed med kombinationen af dreng-pige-vokal, klap og klokkespil. Deres bandbeskrivelse siger, at hvis skildpadder kunne synge så ville det lyde sådan her. Dét kan jeg lide.

– Fængende fransk electropop med et drys af 80er synth, fra de to fyre i Juveniles:

– Small Black er en slags selvskrevet elektronisk Brooklyn-favorit, da de på mange måder lyder lidt som en håndfuld af nogle andre melodiøse og mellowy-bands jeg holder af, bl.a. Millionyoung og Memory Tapes:

– Intense og nærværende singer-songwriter-toner fra Islandske Ásgeir Trausti. Jeg forstår ingenting, men det lyder fantastisk!

– Let, legende og dansabel discopop fra spanske Delorean:

– Tyske Roosevelt er på samme label som bl.a. har huseret Hot Chip, og det synes jeg egentlig godt at man kan forstå når man hører hans guitarpop med elektroniske strejf:

– Breton fra London spiller eksperimenterende indierock med elektroniske toner. Det kan kun blive en dansefest. Jeg elsker det her nummer:

– Jeg glæder mig til dybfølt og ærlig indiepop fra The Majority Says. Jeg elsker den kvindelige frontstemme som rummer melankoli og skrøbelighed. De er selvfølgelig fra Sverige:

– Danske Dangers of the Sea som spiller hyggelig og søndagsvenlig indiefolk med blød guitar og gode melodier:

Der kommer selvfølgelig også en masse andre bands som jeg glæder mig til at se (selvom jeg måske har set dem før) bl.a. Shout Out Louds, Thomas Dybdahl og Efterklang. I kan se hele musikprogrammet her – kan I spotte nogle gode nogen som jeg måske har overset og som jeg bør tjekke ud, før vi tager afsted?

Sangene fra mine musikmandage, som er tilgængelige på Spotify, kan findes på en playliste, her.
Rigtig glædelig musikmandag!

Previous Post Next Post

Der er mere fra samme hylde her: