Gæstebloggere, Musikmandag

#Musikmandag 77 – med et jazzy touch.

I dag har jeg givet den virtuelle mikrofon til Signe Amtoft, som laver radio på P8 Jazz og går på DR’s Talenthold – og med god grund. Signe er slet ikke så forbeholden som jeg (måske) har en tendens til at være, når det kommer til præferencer og indiesnobberi, men ved en hel masse om musikhistorie og genrer som jeg (håbløst pinligt) aldrig selv har dyrket (nok). Derfor skal dagens #musikmandag drysses til med en masse girlpower og et jazzy touch!


“Jeg har ikke nogen blog, øv. Til gengæld laver jeg radio. Jazzradio, faktisk. Og det er i den forbindelse, at jeg har fået æren af at være dagens gæsteblogger her hos Sam. For at give din musikmandag et jazzy touch.

Beyonce, Oprah og Michelle Obama er nogle af verdens mest magtfulde kvinder. De er sorte kvinder i showbusiness (jo, livet som førstedame er også showbusiness), og de er sorte kvinder med en stemme. Og selvom man ikke tænker over det, så har jazzen været med til at give afroamerikanske kvinder en stemme, og jeg vil dedikere dette indlæg til tre af de benhårde ladies, der har været med til at bane vejen og stadig er aktuelle i dag.

Jeg bliver så ked af det, når folk siger, de ikke forstår jazz. Jazzen ligger til grund for utroligt meget af den amerikanske kultur. Den opstod som slavemusik, og oprindeligt var ordet ’jazz’ mere et smædeord for ”negermusik” end en reel genre. Musikerne skulle også gå ind af bagindgangen, selvom de var hovednavn på den pågældende klub. Sådan var det jo. Men i 1930’erne, 40’erne og 50’erne, gik jazzen ufortrødent sin sejrsgang over USA, og har bevæget sig videre over i genrer som funk, hip hop og i sidste ende pop.

Her er mine tre anbefalinger til fucking seje kvindelige jazzsangerinder (og her er det vigtigt at nævne, at de var sangerinder, ikke sangskrivere). Misforstå mig ikke. Ingen af de her kvinder havde det let. De havde alle problemer med stoffer og kriminalitet. I en tid, der foragtede både sorte og kvinder, var de begge dele. Men de kæmpede, og den dag i dag gør de verden til et bedre sted, mens man lytter til dem.


Jeg lægger ud med et absolut es. Billie Holiday’s allerstørste sang er Strange Fruit fra 1939: Southern trees bare strange fruit/Blood on the leaves/And blood on the roots. Sangen handler om lynching i datidens USA, hvor uskyldige sorte blev hængt i træerne. Og der kunne de så hænge indtil fuglene spiste dem. Det sang Billie om, og det var hendes spinkle, men bomstærke og velbeherskede stemme, der gjorde sangen til det hit, den blev. Den står stadig i dag som en milepæl i jazzhistorien og i afroamerikanernes kamp for deres rettigheder. Og så giver den kuldegysninger. Intet mindre.
Andre gode sange med Billie Holiday er I’ll Be Seeing You og When You’re Smiling.


Nina Simone’s allerstørste hit er og bliver Feeling Good. Men lige i hælene på den – og i lidt højere humør – ligger My Baby Just Cares For Me fra hendes debutalbum Little Girl Blue i 1958. Nina Simone havde en stemme, der tangerede til det maskuline, og så sang hun, som om hun fucking mente det. Hun udtalte i øvrigt: Ordet ’jazz’ er hvide menneskers måde at sige skidt på. Jeg spiller ikke skidt. Jeg spiller sort klassisk musik. Uanset hvad hun spillede, så var hun stærk udadtil.
Andre gode sange med Nina Simone er Feeling Good og Here Comes the Sun.



Det er en sen aften på Apollo Theater i Harlem i New York. En ung Ella Fitzgerald står og ser på de dansere, der er på scenen lige inden hende til et talentshow. Hun skal egentlig også ind og danse lige om lidt. Men hun får kolde fødder, for hold nu op, hvor er dem på scenen lige nu gode. Hun beslutter, at hun i stedet vil synge en sang. A Tisket A Tasket, vil hun synge. Men midt i sangen glemmer hun teksten, og i stedet for at stoppe med at synge, fortsætter hun og begynder at sige de lyde, et instrument ville spille. ”Scudu-badu-du”. Scatten fødes, og Ella Fitzgerald bliver en af sin og eftertidens største sangerinder. Hendes stemme er lys og anderledes, men den er indbydende og krammer dig på samme måde som din mormor med lidt for meget parfume. Lidt sødt, men trygt og velkendt.

Du kan ikke finde en jazzsang, Ella ikke har lavet en udgave af. Så for at give dig et lidt nyere perspektiv på fruen, har jeg valgt What Are You Doing New Year’s Eve i et remix af Mangini vs. Pallin, hvor der er mange moderne elementer. Men Ella, hun står som altid knivskarpt.

Sangene fra mine musikmandage, som er tilgængelige på Spotify, kan findes på en playliste her.
Rigtig glædelig musikmandag!

Previous Post Next Post

You Might Also Like