Arbejde med sociale medier

Om hvordan jeg har arbejdet med: Shaka Loveless.

Der er noget jeg har tænkt på – og det var, at jeg måske skulle begynde at skrive lidt mere om hvad det er jeg laver på mit arbejde. Fordi at folk ofte spørger, fordi at jeg gerne vil dele det til eventuelt inspiration, fordi at det er oplagt nu hvor jeg er derinde hver dag og fordi at det stadig er lidt vagt, hvad en social media manager egentlig laver. Det skal ikke fylde alt for meget i landskabet herinde, men måske et sporadisk indlæg, med en specifik case i ny og næ – tænkte jeg.

Jeg kan huske dengang, min kollega bad mig om at oprette en Facebook-side til Shaka Loveless. Jeg fik det skrevet ned på en seddel, fordi jeg var i tvivl om hvordan man stavede det, men det er der på nuværende tidspunkt (i hvert fald) 62.000+ som bestemt ikke er! Shaka er et rigtig godt eksempel som jeg gerne vil fremhæve da han er én af de første, som jeg virkelig har været med til at forme en strategisk online tilstedeværelse for. Det sidste halve år har jeg været fast tilknyttet ham, og mit job har simpelthen været konstant at opsøge og optimere hans brug af sociale medier, især i forbindelse med TV-optrædener, single-releases og nyt album.

Der er (stadig) mange som tror, at dét at arbejde med sociale medier (som fx community manager eller social media manager) er lig med at skrive nogle sjove opdateringer på Facebook. Det er forkert. Faktisk så forkert, som det kan være, næsten. En rigtig stor del af mit arbejde ligger i hvert fald i monitorering, research og pleje af – eksempelvis – Shakas fanbase på Facebook hvor han er mest aktiv. En af mine social media-søstre, Louise, har skrevet et tilsvarende blogindlæg om netop dét, og hvor vigtigt det er at lære det givne community at kende. Der findes ikke nogen facitliste eller standard opskrift på hvordan man laver en strategi for eksempelvis en musiker, da alle communities er forskellige og individuelle. Derimod får man en overordnet forståelse for at afkode digitale fankulturer, som i bund og grund ofte handler om god gammeldags “udbud og efterspørgsel”. Det kan man jo så vælge at forme, håndtere og jonglere på strategisk vis – det ville i hvert fald være fjollet at lade vær, når det er lige til at indsamle og benytte sig af.

Én af de ting som jeg bemærkede var især, at Shakas fans i høj grad efterspurgte teksterne på hans sange – hvilket en lynhurtig søgning på YouTube kunne understøtte; Dér var nemlig sindssygt mange af hans fans som selv havde lavet og uploadet lyric videoer:


(Hertil må jeg nok lige nævne, at jeg har forsøgt at gengive søgningen for nyligt. På daværende tidspunkt havde flere af lyric videoerne op imod 100.000 views, men de er sidenhen blevet ‘lagt ned’ da det bryder med nogle rettigheder omkring officiel brug af musik – you know the drill).



Ud fra dette foreslog jeg simpelthen, at der skulle produceres en lyric video til Shakas næste single (‘Dengang Du Græd’) på trods af, at det aldrig før var blevet gjort eller overvejet. Heldigvis passede det perfekt med, at han skulle spille nummeret på Skanderborg Festival, så jeg fik koordineret med to videofolk at vi kunne følge ham hele dagen op til koncerten – samt at de kunne komme med på scenen undervejs. Resultatet er her (og man kan faktisk godt finde Holger, undertegnede, et par gange hvis man ser godt efter):

Fordelen ved at lave videoen på Skanderborg Festival var netop også, at dem som selv havde været til stede i publikum under koncerten delte den på kryds og tværs, og taggede sig selv og deres venner i kommentarfeltet på Facebook. Det var den effekt jeg havde håbet på fra starten af.

Resultat: 700.000 views. Til sammenligning har den officielle video fået omkring 350.000 (den er i mellemtiden blevet re-uploaded til Vevo således at Shaka får betaling for det, men jeg har været en tur i backend og hive ‘de gamle tal’ ud. Derfor ser tallene på YouTube lidt anderledes ud nu). Man kan også sige, at det helt sikkert spiller en rolle at den officielle musikvideo bliver vist på 7eren, på MTV og what-not, men det har ikke desto mindre været en sindssygt vigtig learning for os, Team Shaka, at finde ud af effekten af dette. Jeg kan også lige tilføje, at lyric videoen har kostet en femtedel af, hvad den officielle video kostede at lave. Da anden single fra det nye album udkom i januar (‘2 Mod Verden’) valgte vi simpelthen at gentage modellen med henholdsvis lyric video efterfulgt af officiel video, og det er præcis det samme resultat som har vist sig:

Lyric video: 300.000+ views.
Officiel video: under 100.000 views.

Fremadrettet snakker vi om, at der nu eventuelt kun skal produceres lyric videoer for Shaka – i hvert fald så længe at folk har interessen for hans gode, danske tekster – og derfor er det til stadighed virkelig værdifuldt at lytte til, hvad der bliver efterspurgt i hans online community. Generelt har forløbet med Shaka Loveless det sidste halve år været enormt lærerigt; Udover at han er en artist som er super nem at arbejde med, har forskellige faktorer som eksempelvis god planlægning fra hans team, en gennemført marketingkampagne og en hel masse TV-shows spillet ind, for at gå op i en højere enhed. Jeg kan fortælle massevis af anekdoter om hvordan hans reach på Facebook eksploderede (160.000+) da han postede under DMA, lige efter at han havde vundet ‘Årets Mandlige Kunstner’ tilbage i november, eller hvordan vi løbende prøver at lytte til hans fanbase når der udkommer nyt. Det kan, skal og må man ikke undervurdere!

‘Dengang Du Græd’ peakede på en femte plads og har fået dobbelt platin på streaming (og dét var jeg så heldig at få min allerførste platinplade for!) hvortil ‘2 Mod Verden’ rent faktisk endte med, at gå nummer 1 på iTunes – som var vores mål. Den har desuden kvalificeret sig til platin på streaming. Det flotte resultat udgøres selvfølgelig ikke udelukkende af vores social media plan, men den har helt klart været en byggesten til at løfte projektet, til et højere niveau og jeg synes, at det er et godt eksempel på vigtigheden af at lytte og rent faktisk bruge det til noget.


Jeg håber virkelig, at denne her case kan være til inspiration eller klarhed på en eller anden facon, hvis det er tilfældet vil jeg meget gerne dele andre projekter med jer fremover!

Forrige indlæg Næste indlæg

Der er mere fra samme hylde her: