Festival, Rejseeventyr

Primavera Festival.

Jeg er hjemme fra Barcelona igen, og selvom solen skinner og Distortion kaster sine farver på byen, føles det hele en lillebitte smule trist og stille. Jeg har haft otte dejlige, lune dage med enogtyve koncerter, spontane indfald og søde mennesker, overload på sangria og en helt forskruet døgnrytme. Og et pænt pariserhjul. Lad os lige sætte en stemning før vi fortsætter fortællingen. Værsgo og tryk play;





Vi ankom til Barcelona et par dage før festivalen startede, og derfor havde vi massevis af tid til at gå ture og grille på vores tagterasse, drikke kaffe på trappetrin, få sol på kinderne og Instagramme nye indtryk og pæne motiver i de smalle spanske gader.


Jeg havde meget mere tid end sidst jeg besøgte Barcelona, og derfor opdagede jeg også en masse små nye steder som jeg selvfølgelig har tilføjet til min liste. Jeg kunne desuden meget bedre lide at udforske byen til fods uden tidsfornemmelse i forårssolen, end sidst jeg var dernede hvor det var lidt blæsende oktobervejr, og nemmere med offentlig transport. Mit nye yndlingsområde er helt klart Grácia, men El Born var også fin, med de mange små bogbutikker, genbrugsere og kagevinduer.


Barcelona kan noget helt særligt, og jeg er kun blevet mere forelsket i den farverige by med de mange palmer, som gør sjælen godt. Men, selvom jeg var meget glad for at få hold i nakken af at gå og kigge op på de skæve bygninger og charmerende vasketøj, så var der overvældende sommerfugle i maven da festivalen endelig startede om torsdagen. Det var jo ligesom derfor jeg var der!



Den første dag slog mit indie-hjerte et par ekstra slag af ren og skær lykke. Jeg så nemlig både Wild Nothing, Tame Impala, Jessie Ware, The Postal Service, Grizzly Bear, Phoenix og en smule af Animal Collective!
 


Fredagen var lidt tung at trække op igen, og en smule mere mellow. Men det var også fordi, at det var lidt koldt den nat, og koncerterne startede ret sent. Jeg så Django Django, Solange, Local Natives, halvt Daughter og halvt James Blake og rundede af med Blur.



Om lørdagen var jeg udhvilet og varm igen, jeg så Adam Green & Binki Shapiro i eftermiddagssolen med blomster i håret, efterfulgt af Cayucas og Mac Demarco. Der var en sitrende og legesyg stemning dén aften, og bagefter mødtes vi en kæmpe flok til Wu-Tang for at smide håndtegn, hvorefter jeg maste mig op foran til Camera Obscura med et glas whisky i hånden og maling i hovedet (som en englænder i toiletkøen syntes manglede på mine kinder) – og derefter dansede vi igennem Liars, Crystal Castles og Hot Chip. Det var en perfekt sidste aften på festivalen, men det var også alt for hurtigt overstået og det gjorde mig lidt trist. Jeg kunne sagtens have taget en musikdag mere! Og jeg skal helt sikkert afsted igen næste år.

Til gengæld var det en prisværdig beslutning med nogle ekstra dage før og efter festivalen. De blev brugt på afslapning i parken, isvafler, nye kjoler, sene måltider og en utroligt sød udstilling på CaixaForum om fransk stumfilm. Det lyder måske lidt mere højtideligt end det var, for det hele var meget analogt og fantasifuldt og mindede mig lidt om Tim Burton. Og, så er jeg pjattet med de gamle franske filmplakater. Og så var der god frokost.





(Beklager de lidt dårlige billeder her til sidst. Man måtte ikke fotografere men jeg kunne ikke dy mig, så jeg lavede snigeren med min telefon i stedet. Spion typen!)




I onsdags landede jeg så i København igen, i nye prikkede bukser, og tog nærmest direkte ud i Distortions menneske-kaos med en forstærket feriefølelse kriblende i hele kroppen. Min sommer står nemlig åben uden store planer, til gengæld er der forhåbentligt eventyr og spontanitet på menuen, og det føles modstridende rart og rastløst på samme tid. Sådan er det nok bare, at komme hjem fra festival og finde sit hverdags-jeg frem fra bunden af kufferten igen. Øv bøv.

Previous Post Next Post

You Might Also Like