Festival, Rejseeventyr, Sponsoreret indlæg

Surfende rejsedagbog.

Hvor starter man henne, når man nu har tonsvis af fotos, inspiration, indtryk og oplevelser med hjem i sin kuffert? Åh, jeg ved det ikke – for det har været én af de mest surrealistiske og spontane oplevelser i lang tid, som nok vil være lidt ekstra tid om at synke ind og blive bearbejdet. Lad os derfor bare tage den kronologisk:

Jeg landede omkring kl. 11 fredag formiddag – drøntræt og zombieagtig ovenpå Skanderborg Festival, fire timers søvn, to flyvninger og en laaaaaang bustur. Det var derfor en lidt ambivalent oplevelse pludselig at sidde her, med vind i håret og tælle surfere og vente på at de andre ankom. Tænk at England kan se sådan ud!


Efter en lur, et karbad, en cola og et niv i armen var jeg klar til at udforske området og møde den svenske blogger og folkene bag House of Marley som havde inviteret os.



Vi fik en kort briefing med en introduktion til firmaet og produkterne, og som en ekstraordinær finhed fik vi også en taske og to par hørebøffer hver, som straks blev gennemtestet med Spotify på min mobil. Af en musikelskende pige at være, der altid har nøjes med sine standard Apple-earplugs (og et enkelt par AiAiAi) må jeg indrømme at jeg med det samme blev sindssygt imponeret over kvaliteten, og den meget klare, rene lyd. Derudover er det jo kun et plus, at de er lavet af bæredygtige genbrugsmaterialer.




Derefter blev vi sat på fri fod.

Henover weekenden var der Boardmasters Festival med surfere, skatere og musik på fire scener lidt udenfor den lille by – med bl.a. House of Marley som sponsor. Derfor var vi så stjerne-forkælede at vi også fik billetter og VIP-armbånd til at færdes over hele pladsen, med fri bar, og vi susede derfor afsted til festivalen med solnedgangen ved vores side. Vi nåede at spise natburgere, se halvdelen af Ed Sheeran-koncerten, gå i det tilhørende Tivoli og lære hinanden lidt bedre at kende, med bl.a. en snak om danske vs. svenske blogs. Trætheden og de mange indtryk overvandt os begge to og vi sprang på en taxa hjem forholdsvis tidligt.


Dag 2 var vi ude og kigge på House of Marley’s strand-stand (høhø) hvor der blev spillet høj sommermusik fra docking stations, og man kunne teste de mange forskellige headphones og lære mere om firmaet – bl.a. at de donerer et beløb for hvert købte produkt til velgørenhed via 1Love.org. Pengene bliver fordelt til lokale organisationer som fokuserer på ungdom, natur og fred i bedste Bob Marley ånd.



Efterfølgende var der arrangeret surf-undervisning, og jeg havde virkelig glædet mig til at give den som Sporty Spice (helt ude af mit rette element) men bølgerne var simpelthen ikke høje nok. Derfor blev der hurtigt forberedt en alternativ surprise…


… Cliff jumping!

Jeg gjorde mit bedste for at samle mod til mig, og nåede endda at få alt udstyret på, men Booty & The Våddragt måtte sande at det var alt for grænseoverskridende for en højdeforskrækket persona som jeg. Det havde ellers været verdens sejeste postkort at sende hjem og jeg har vildt stor respekt for den frygtløse flok som rent faktisk sprang… Flere gange!


I stedet soppede jeg hele vejen tilbage til hotellet, og kiggede på surferne der ventede forgæves på bølger..
 
..og reflektioner der gik hjem sammen.

Der var nogle som havde skrevet i sandet, at de var igang med at “vlogge” (video blogge). Jeg kunne ikke se dem i nærheden, så jeg var en bølle og ændrede V’et til et B – bare for at markere territoriet.


Her er min frokost-udsigt.
 
Maden så sådan her ud.


Efter et smut i supermarkedet gik Svenskeren og jeg verdens længste tur langs kysten, hvor vi fandt det her seje hus. Der var et ægtepar som så, at vi stod og tog billeder og de fortalte at de var kommet på stranden i 11 år. De kaldte det “The House On The Island” men de havde aldrig nogensinde set nogen på broen. Til gengæld havde de set huset til salg på Internettet.


På strand nummer to var der klipper og huler, gode smut-sten, tang og hundredevis af muslinger.


Amandus gjorde lidt posing i en af hulerne.




Vi fandt også et lille vimpelparadis – som i virkeligheden var en slags havn med massevis af skrigehalse og mågevenner.


Om aftenen tog vi til Boardmasters Festival igen. Der var en livlig, dansende og sitrende stemning, og især Dizzee Rascal var en fest!



Jeg ved ikke, om det var en tilfældighed eller om der rent faktisk er én som laver ‘hunden’ på billedet ovenfor. Uanset synes jeg, at man bør gøre sig mere i skyggedyr når man går til koncert!





Pladsen blev oplyst af kæmpestore blomsterlignende lamper, og det var lidt som at være med i et eventyr.


Jeg fik lokaliseret de fleste vimpler.


Lidt afsides var der opsat et ‘Dentist Disco’ som forestillede en stor mund, hvori DJ pulten stod. Tænderne blinkede og lyste i takt til musikken – det kunne jeg godt lide, og ville gerne have den med på næste års Roskilde Festival hvis jeg havde haft plads i håndbagagen.

House of Marley havde også et DJ setup, som forestillede en stor boombox. Folk dansede med armene over hovedet, sad på skuldre og sang (råbte) med på alt fra Seven Nation Army til Ni**as in Paris. Det varmede mit hjerte at et produkbaseret firma gør så meget ud af hele totaloplevelsen og samværet omkring musikken.

Festen sluttede, dynen kaldte og søndag eftermiddag blev brugt i byen hvor der var masser af liv og feriestemning med badedyr og børn i våddragter. Vi var forbi en lille forhandler for at se hvordan de lavede visual merchandising på høretelefonerne, og foruden dem solgte de alt fra surfboards og tøj til skatertilbehør og customizede longboards i regnbuens farver.





Jeg er så glad for at jeg sagde ja til at tage afsted. Det bliver et lille, sydengelsk rejseminde for livet og jeg tror at jeg havde rigtig godt af den udfordring det var for mig at rejse alene, begive mig rundt på egen hånd og tage mig selv seriøst med titlen “blogger” på navneskiltet, at snakke engelsk døgnet rundt med ukendte mennesker og åbne op for alle de nye indtryk og møder – uden forventninger. Dét der med at have en blog involverer selvfølgelig en masse fysisk arbejde, nysgerrighed og fleksibilitet – men det bliver også hurtigt meget indadvendt og trygt, fordi jeg som regel har mine venner med mig når jeg fx rejser, tager på festival eller cykler rundt i København med mit kamera.

Det var vanvittigt inspirerende at falde i snak med taxachaufføren som havde boet i byen hele sit liv – og stadig surfede selvom han var 60 år, at blive mødt af utæmmet arbejdsglæde og kreativitet hos House of Marley og at tvinge sig selv til at overskride nogle grænser – som fx det dér med at dele ud af sig selv til komplet fremmede i stedet for skepsis og stramme spørgsmålstegn. Den udadvendte og opsøgende holdning som falder britterne naturligt, tiltaler mig helt vildt, og var den perfekte lille prik over i’et på et virkelig godt arrangement i de smukkeste omgivelser. Jeg kan ikke lade vær med at tænke, at jeg har fået et lille stykke mental Jamaica med mig hjem fra England.

Så, hvad synes I om det hele? Kunne I have lyst til at jeg udlodder et par af de flotte headphones (som endnu ikke forhandles i Danmark) her på bloggen?

Indlægget er sponsoreret af House of Marley.

Previous Post Next Post

You Might Also Like