Rejseeventyr

taxi taxi boyfriend boyfriend.

Jeg ved ikke helt hvor jeg skal begynde, når det kommer til at fortælle om min tur til Indien, så lad os bare starte dér hvor de fleste dage startede. På stranden:




Det kom fuldstændig bag på mig hvor stærk solen egentlig var, nogle dage op til 40 grader, og det krævede masser af skyggetimer, solcreme og ananasjuice. Vi boede i Calangute som, udover os, husede massevis af russiske og britiske turister plus-minus læderhud, køer, gadesælgere, hundevenner og et virvar af arrogant trafik og scooterkaos.



Selvom der fandtes udemærkede spisesteder og små oaser med wifi i vores del af byen, valgte vi at tage ud de fleste dage. Statiske badeferier har aldrig været mit foretrukne (jeg bliver rastløs og keder mig når jeg har ligget i en strandsol i en time) men heldigvis kunne vi kombinere dét med, at der faktisk er rigtig meget at se i Goa – også selvom man kun er der en uge. Det er tarveligt billigt at køre med taxa, især hvis man har et krejlertalent for at prutte priser ned, og vi var heldige at få nogle skønne chauffører der delte historier og kulturfacts med os, samtidig med at vi blev taget rundt til nogle små landsbyer (bl.a. hvor den ene var vokset op og havde gået i skole) som vi nok ikke ville have set ellers.






Generelt var tempoet sad helt ned. Indere har virkelig deres chillern på, især med dén varme, og det syntes jeg egentlig at de mange sovende hunde i gaderne visualiserede ret godt. Det tog lidt tid at henholdsvis afklimatisere og skifte gear, men jeg er virkelig fan af komplet uvidenhed omkring fx hvad klokken er når man er på tur. En af de første dage tog vi ud til det gamle Goa, den tidligere hovedstad, som nu er med på UNESCO’s verdensarvsliste. De gamle kirker er opført da Indien var under portugisisk styre, og det virkede meget bekendt på europæisk facon – som at træde ind i et scenarie fra Lissabon eller Spanien – med undtagelse af den meget røde jord, og de smukke indiske kvinder i sari.
 

Vi kombinerede turen med et smut forbi den nye hovedstad, Panaji, som var kaos, mærkevarebutikker, tiggere der bankede på bilruden og fugtig storbyvarme. Ikke et hit i min bog, selvom der virkelig var frodigt og sikkert meget mere at komme efter, end vores trætte og sultne kroppe kunne overskue at indtage sent på eftermiddagen.
 

Heldigvis havde vi, som sagt, nogle fine spisesteder i vores eget område. Jeg var især stor fan af naanbrød med ost og hvidløg, og selvfølgelig fisk, rejer, ris og lam (jeg er en sart blomst, når det kommer til krydderier). Noget af dét jeg forbinder allermest med rigtig ferie er, når man kan sidde udendørs om aftenen i sin sommerkjole og drikke sig træt i vin, mærke eftermiddagssolens præg som varme i kinderne og iagttage byens ubekendte farver udfolde sig i takt med mørkets frembrud. Der er noget med følelsen af ubegrænset frihed som fascinerer og driller min nysgerrighed på verdens bedste måde.

En af de sjoveste oplevelser jeg havde, var den dag vi tog ud og besøgte elefanter på den tropiske spice plantation. Vi spurgte flere gange, både chaufføren og de ansatte, om elefanterne havde det godt. Jeg ved ikke om de løj eller ej, men jeg vælger at tro på at de (elefanterne) blev behandlet pænt. Vi så dem både få mad, vand, legetid, opmærksomhed og kærlige klap fra de besøgende. Man skal nemlig være sød ved dyr, og jeg har ikke lyst til at støtte op om nogle der ikke er dét. Samtidig med at det var en virkelig stor (bogstaveligt talt) oplevelse at sidde på en af elefanterne, var det nu også ambivalent ikke at være hundrede procent sikker på dét. Jeg håber virkelig at de er søde ved dem – også når der ikke er kritiske turister på besøg.

Efterfølgende fik vi en guidet tur rundt på plantagen med dertilhørende forklaringer på hvordan de dyrker krydderier og frugt. Det var virkelig en øjenåbner selvom jeg ikke vidste, at den slags interesserede mig. Hvorfor har I fx aldrig sagt at cashew kommer fra en frugt?

Vi blev budt velkomne med blomster-kranse og lemongræs-te. Indere er generelt meget imødekommende og sympatiske, og hver gang vi sagde at vi kom fra Danmark blev vi mødt med oprigtig gæstfrihed. Vores søde guide hed Juliet, og hun viste os alt fra ananas til mini-chili, gurkemeje, tobak, kanel og vanillestænger.




Bagefter fik vi et glas feni (pyh) og en virkelig god frokost i skyggen, serveret på en tallerken lavet af palmeblad.

Jeg plukkede en baby-banan, og på hjemturen kørte vi forbi det farverige Mangueshi tempel der lignede en række små dukkehuse:

Nogle dage var selvfølgelig også mindre begivenhedsrige, og foregik mest på hotellets fine og kølige mosaikgulv med bare tæer, læsetimer ved poolen, lemonade, musik i ørene, at forsøge at stifte bekendtskab med den tilbageholdne hotelkat samt på tværs af gaden, på den foretrukne café med wifi og milkshakes.

Som vi kunne læse os frem til, er Goa især kendt for sine mange fantastiske og meget forskellige strande, der strækker sig over cirka 100 km. Vi nåede at besøge fire, hovedsageligt nordpå, men jeg har hørt fra flere at dem der ligger syd skulle være endnu smukkere og forladte end dem vi besøgte. Nå, næste gang. Vi besøgte bl.a. Aswem som havde de fineste små solhytter (hvad kalder vi dem?) og en meget bred og lys sandsektion. Sandsektionen kalder jeg dét, som er stykket fra havet og op til det punkt hvor end stegende og dovne krop ligger og soler sig.



Jeg elsker klichéer! Fodspor i sand, oh rejsekatalog, oh Instagram.

Vi blev på Aswem til solen gik ned, og spiste på en af de nærliggende små restauranter ud til stranden. Det var også muligt at leje en beach hut natten over, men hvis man vil gøre det tror jeg altså at sydpå er bedre, fx ved Palolem.




Dagen efter købte vi kokosnødder to-go, og blev kørt til dén strand der hedder Querim. Dér var stranden omgivet af grønne klipper, vandet meget varmt, bølgerne bitchslappin’ høje og sandet skoldende hedt. Det lå meget øde, og vi var der klokken ti om morgenen som nogle af de første hvilket klart kan anbefales, medmindre man kan lide at være omgivet af volumiøse russere.

Om aftenen tog vi ud til den græske restaurant Thalassa som jeg havde fået anbefalet af en tidligere kollega, og dét var nok den bedste mad vi fik på hele turen – heriblandt calamari, grillet ost, rejer, tzatziki og lam med tomatsalat – plus sangria. Spisestedet havde også små beach huts, og lå på toppen af en klippe med udsigt over stranden og palmerne. Maden var lidt dyrere end de andre steder vi besøgte, til gengæld smagte den stjernegodt og vi fik verdens bedste service! Faktisk trillede vi derfra så glade og mætte at vi besluttede os for, at bestille hummere til hele banden den efterfølgende dag. Noget, man skal gøre med større skalddyr en dag på forhånd i Goa, så de kan kalkulere hvor mange der skal fanges.

Den sidste strand vi besøgte, var Vagator. Dér gik køer og kvindelige sælgere side om side på stranden, med lokale nougatfine børn og hunde i vandkanten der havde det meget varmt. Der var klipper og vandløb, blide bølger og lidt mere vind end vi havde oplevet på de andre strande. Og så lå det logistisk set ret godt på vores nye favoritrestaurant. Vigtig prioritet, forstås.



Jeg skrev postkort på stranden og læste mine yndlingssider i The Perks Of Being A Wallflower, imens mit badetøj tørrede under lyskæder og stjernelamper, og de ansatte analyserede min hvide (lyserøde) huds oprindelse. Og så var det ellers STOP! Hummertime!

Vores sidste aften blev beriget med verdens mest perfekte solnedgang, og efter desserten tog vi til det store aftenmarked i Ampora hvor man kunne købe alt fra hængekøjer til sengetæpper, krydderier, smykker, lamper og pelse (lidt hårde odds på sidstnævnte, jeg fik faktisk helt ondt af sælgeren). Der var musik og larm, og hovedsageligt andre nysgerrige turister med kamera og løstsiddende rupees. Jeg købte en blå stjernelampe, to halskæder og en lille træelefant med pynt på – fordi jeg syntes den var et fint minde, om en virkelig dejlig ferie.

Til sidst sendte vi en lanterne afsted, og den resterende dag brugte vi på hotellet med den sidste udkald på opfyldning af D-vitamin og solnydelse, pakning, middagslur, download af spil på telefonen og snacks. Turen hjem var om natten, med mellemlanding i Baku, og selvom tidsforskellen kun er 4.5 time kan jeg godt mærke at jeg stadig føler mig udmattet når klokken slår 20 i Danmark. Måske er det bare et spørgsmål om ferietilstand, eller at jeg sov virkelig dårligt i flyveren på vej hjem, at det var svært uoverskueligt at lande til sne og at jeg nåede at erhverve mig mit livs værste solskoldning.

Goa var en kort fornøjelse og meget packed på én uge, men samlet set tror jeg at det er sundt med en komprimering af så meget fantastisk at se og dufte til, farvekaos, inspiration og nye indtryk, relevante kulturforskelle og dét der med lige at få rystet sin egen hverdagspose lidt. Det føles godt at sove i min egen seng igen (dyne!!!! altså et lagen er jo ikke en dyne vel?) og at have et helle med ro hvor der ikke råbes og dyttes konstant – men det føles også lidt trist allerede at være tilbage. Det er en fjollet balance som jeg ikke rigtig ved, om jeg nogensinde lærer at finde, for jeg kan altså virkelig godt lide at rejse.

Heldigvis skal jeg snart på tur igen.

Previous Post Next Post

You Might Also Like