Rejseeventyr

Throwback Thursday: Belfast & Dublin 2010.

Jeg har fundet en masse ‘gamle’ billeder frem på min eksterne harddisk fra før jeg havde blog og Instagram, og jeg synes egentlig at det er lidt synd hvis de ikke bliver delt – så jeg kommer til at blogge et par Throwback Thursdays de kommende uger med tips og billeder fra bl.a. Irland, Island, Portugal, Italien og Spanien. Jeg havde ikke et spejlrefleks kamera back then, så de er ikke af ligeså arrogant-god opløsning som noget af det nyere jeg har postet men.. se nu bort fra det! Jeg håber, at mine tips kan bruges uanset.

Tilbage i foråret 2010 var jeg i Irland, omkring fire dage nordpå i Belfast og efterfølgende et par dage i Dublin. En virkelig god kombination af bad-ass natur og storbyferie, med kun tre timers bustur imellem.

Jeg husker Belfast som en ret alsidig by, hvor man indenfor meget kort afstand kunne veksle imellem kommercielle shoppingcentre til smukke, fredfyldte parkområder og afternoon tea på The Merchant – og til totalt smadrede kvarterer med efterladte bygninger og kriminalitet. Vi boede privat derovre, og det var helt klart mit indtryk at der var steder man helst ikke skulle færdes alene og/eller sidst på dagen. Så vidt jeg ved har de nemlig stadig nogle problemer med clashes imellem protestanter og katolikker som deler byens kvarterer i to.

Når det så er sagt, gjorde Irland virkelig indtryk, en anti-natur-type som mig der er opvokset i København kan godt få lidt af et kulturchok når man kommer ud med en bus og bliver sat af midt i bølgebrus, hestevrinsk, frisk luft, og… det her:

Området med de fem/seks-kantede sten hedder Giant’s Causeway og er en del af UNESCO. De er skabt af lava og vand, og er lidt af et naturfænomen som er ret fantastiske at kravle rundt på – der hører også et sagn til irsk mytologi om, at det er en bro som blev skabt (og ødelagt) af kæmper. Hvis man tager til Nordirland er det must-see og stadig noget af det vildeste jeg har oplevet!

Dagsturen med paddy wagon gik også til Derry (Londonderry) – den historiske by omkranset af mure, som stadig bærer visuelt et præg af minderne om Bloody Sunday med bl.a. små kors plantet hist og pist iblandt de mange dystre vægmalerier.

Udover de vigtige, historiske sights er der desuden massevis af gode butikker i Belfast – især vintage og genbrug.

Dagene i Dublin fremstår lidt mere sløve og uklare for mig, jeg kan faktisk ikke helt huske hvad vi så og lavede udover at gå lange ture, kigge på antik-butikker, spise god mad, drikke cider og inspicere nattelivet. Men er det egentlig ikke også dét man skal på en ferie? 🙂

Er der nogen af jer som har været i Irland, og set noget af det samme som mig?

Previous Post Next Post

You Might Also Like