Rejseeventyr

Throwback Thursday: Island i 2007.

Træd ind i tidsmaskinen, for vi skal langt tilbage i dag! 6 år faktisk. Dengang havde jeg ikke nogen smartphone, jeg var lige kommet på Facebook og mit kompakte digitalkamera havde ikke mange megapixels at blære sig med. Jeg var på Island med min (islandske) veninde Anna, som jeg har kendt siden vi var små, og hendes familie. Derfor boede vi privat, kørte lange ture, luftede hunde, tog på loppemarked ved havnen og andre hverdagsting, og af selvsamme grund har jeg faktisk ikke (tids)lommen fyldt med gode tips til Island udover de obligatoriske seværdigheder – og at medbringe en person med et kørekort som ikke er bange for firehjulstrækkere. Ellers er det nemlig ret besværligt, at begive sig rundt.



Jeg husker det som om, at Den Blå Lagune gjorde størst indtryk på mig selvom alt (alt!) hvad vi så på Island var helt fantastisk og overdådigt, på den der natur-måde som jeg også skrev om da jeg var i Irland. Den Blå Lagune er en af de mest populære turistattraktioner på Island, og med god grund. Man bader direkte i det varme saltvand fra undergrunden, omgivet af lavasten, og vandets mange mineraler er gode for huden. Jeg følte mig som et putteklart barn da vi kom ud derfra:

Vi brugte en hel dag på at køre på turist-udflugt i Annas onkels minibus, hvor vi både så vulkankratere og Geysir-kilden hvor den aktive gejser jævnligt er i udbrud med en 20m høj vandsøjle, samt Islands mest kendte vandfald Gullfoss. Dén dag var det så koldt, at græsset var frosset til is og man fik svimlende brainfreezes når man trådte ud af bussen.



Én af de sjovere og typiske hvordan-endte-jeg-her?-oplevelser (som jeg har talent for at havne i) var dén dag vi besluttede os for, at stå ugudeligt tidligt op for at besøge en slags hestefarm-møder-rideskole midt i bjergene, og hoppe i flyverdragter (hvad ellers?) og tage med på en ridetur. Jeg har gået til ridning da jeg var lille, men nok mest fordi at alle de andre piger gjorde det, og jeg kunne faktisk ikke helt forlige mig med dyret dengang. Så den smed mig af, og så har jeg været sur på heste (og lidt nervøs omkring dem) lige siden. Men dén lille fede pony jeg fik på Island kunne ikke gøre nogen ondt, og ville altså hellere gnave græs end at vise mig rundt. Det lykkedes somehow, og så gik der ren action-man i den hvor vi red igennem floder og naturområder. Meget flot. Meget autentisk. Og meget ondt i ryggen bagefter.

Jeg er ikke helt sikker på, at vi kender hinanden godt nok til at I kan få billedet af mig på hest i flyverdragt.

På grund af de mange varmekilder, har Island massevis af frodige drivhuse og udendørs svømmehaller som har åbent til langt ud på aftenen – hvilket vi benyttede os meget af deroppe. Især dem med vandrutchebaner var gode! Selvfølgelig tog vi også til Reykjavik og shoppede og drak en øl eller to – men da jeg var deroppe før hele finanskrisen slap sine sorte økonomiske skyer løs udover den kølige ø, var alting virkelig dyrt. En stor fadøl kostede vel omkring 75 kroner. Pyh.

Det sidste jeg vil fortælle jer om var da vi besøgte nationalparken Thingvellir som, igen, er en af de mest populære attraktioner på Island. Det helt specielle ved dén, er dalen hvor de tektoniske plader fra henholdsvis Europa og Nordamerika møder hinanden og man kan stå med en fod på hver(!). Området er stadig aktivt, hvilket betyder at pladerne med årene stadig trækker sig fra hinanden, og skaber sprækker i klipperne og vandet. Det lyder nærmest science-fiction agtigt, men er i sig selv ret fantastisk, det var desværre bare meget overskyet da vi var derude:




Er der nogen af jer som har været på Island, og set noget af det samme som mig? Jeg drømmer stadig lidt om at tage derop igen i forbindelse med Iceland Airwaves, som er en festival der afvikles hvert år i november.

Previous Post Next Post

Der er mere fra samme hylde her: