Rejseeventyr

Tips til Paris.

Jeg har sorteret lidt i billeder, indtryk og oplevelser fra mine tre dage i Paris sidste måned. Her er hvad jeg absolut kan anbefale at man blandt andet gør, ser og spiser i byernes by:



Allison & Sasha (16 Rue Étienne Marcel, metro stop: Étienne Marcel)
er en genbrugsbutik med alverdens fine kjoler på farvekoordineret rad og række. Hatte, tasker og tørklæder hænger i loftet som guirlander, og skoene, støvlerne, samtlige cardigans, sweaters med glimmer, jakker, overdrevede pelse og endda herretøjet er særligt udvalgt, god kvalitet og rigtig fint! Priserne er helt fair, og det er så vigtigt, at man husker at tjekke deres helt fantastiske farvekaos-kælder ud.




Parc des Buttes Chaumont (metro stop: Botzaris eller Buttes Chaumont)
er en kunstig park som er bygget på resterne af en losseplads lidt udenfor centrum. Der er helt utroligt smukt, og området mindede mig om både Botanisk Have, Fælledparken og HC Ørstedsparken. Gang så lige dem med ti og top med masser af grotter, små vandfald, en hængebro, en sø og selvfølgelig buttes – som betyder bakker på fransk – hvor folk joggede og luftede hunde i hobetal. Helt perfekt til en solskinssøndag med madpakke og tæppe.

(PS: Jeg blev faktisk anbefalet at finde den lille Villa Villakulla inde i midten af parken, ved navn “Rosa Bonheur”. Jeg fik det forklaret som et åbent sted, med uformel lysthusstemning og masser af kulørte lamper, sammenflikkede møbler og tapas til billig penge. Jeg nåede ikke forbi, men ud fra dén beskrivelse vil jeg kun opfordre folk til at gøre det!)





Les Halles (metro stop: Les Halles)
området ved Les Halles var den oprindelige parisiske markedsplads, og det kunne især ses og mærkes på de mange butikker og boder i de små gader, som solgte alt fra frugt og ost, til møbler, postkort og second hand. Hold især øje med ordet frip som er et slags slang for vintage, og desuden kan man købe rigtig gode hudprodukter hos apotekerne til en meget billigere penge end herhjemme!




Ladurée Royale (16 Rue Royale, metro stop: Concorde eller Madeleine)
er kendt for den originale “dobbelt-dækker-makron” (hvad skal vi kalde den? I ved hvad jeg mener!) og laver derfor nogle af de bedste i verden! Jeg læste et sted, at de sælger omkring 15.000 om dagen, og det forklarer også den uendeligt lange kø i butikken. Til gengæld ligger Ladurée på Rue Royale meget tæt på Jardin des Tuileries hvor der (igen!) er virkelig smukt og dejligt at gå en tur, eller bare sidde og kigge på fine franske damer imens man spiser sine makroner.





Montmartre (metro stop: flere, men fx Pigalle)
med masser af liv, lys, larm, små selvstændige butikker med håndlavede smykker og andet finurligt, spøjse snaksagelige typer, caféer, spisesteder, pandekager, musikanter, bakkede brostensgader, sexshops, prostituerede, Moulin Rouge og selvfølgelig Sacre Ceour. Montmartre er et mere skævt og alternativt område i forhold til resten af Paris – tænk Kreutzberg i Berlin – og klart min favorit. Næste gang jeg skal til Paris, vil jeg foretrække at bo i dét område og udforske det noget mere.




Fondue (Rue Mouffetard, metro: Place Monge)
Udover croissanter og cirka hundrede kopper Café au Lait, havde jeg en mission om at jeg skulle smage fransk ostefondue. Den fandt vi på Rue Mouffetard. Selve gaden var meget turistet og fyldt med barer, mennesker, neonskilte og restauranter – som alle serverede både raclette og fondue. Vi fandt et lille familieejet sted, og det kan altså kun anbefales – prisen var god, den smagte godt (men kend din grænse) og vi fik den sødeste betjening.

PS. Af typiske franske desserter vil jeg anbefale dame blanche og profiterols – men nok mest hvis man, som mig, er en kæmpestor chokoladegris.



Vietnamesisk (Rue Louis Bonnet, metro: Belleville)
Jeg nåede ikke rigtig at opleve Belleville, jeg var faktisk kun derude for at spise. Der ligger nemlig den ene ud af Paris’ to chinatowns med et stort udvalg af restauranter hvor man virkelig får noget for pengene. Jeg eeeelsker vietnamesisk mad, og især forårsruller, wonton og nudler var et hit i min bog. Betjeningen var så sød og snaksagelig, og sørgede i dén grad for at man fik spist sig overmæt i adskillige kæmpeportioner.





Eiffeltårnet (metro: Bir-Hakeim eller RER: Champs de Mars)
selvfølgelig. Fyldt med turister, kameraer og gadesælgere – men der er altså noget helt specielt ved atmosfæren og tårnet som har stået der siden 1889. Jeg turde ikke tage op i det (det må blive næste gang?) men hvis man er modig nok tror jeg det er en ret vild oplevelse, og det gjorde især indtryk på mig om aftenen da det blev lyst op og blinkede som et kæmpestort juletræ cirka en gang i timen.




Sacre Coeur (metro: Abbesses)
kirken står i Montmartre, og navnet betyder “Hellige hjerte”. Fint ikke? Den ligger hævet over byen, og som udkigspunkt er der helt overvældende smukt. Man kan se hele Paris deroppe fra, og vi brugte mange sene eftermiddagstimer på at sidde og få den sidste sol i ansigtet, fotografere og gå rundt om kirken. Hvis man har gode lår kan man tage trapperne derop, ellers går der en lille kabelbane hvor man kan bruge sin metrobillet.

Previous Post Next Post

Der er mere fra samme hylde her: