Hverdags-dagbog, Inspiration, Kreative ideer

Välkommen in.

Lad mig invitere dig med hjem til mig på Nørrebro, hvor jeg bor omringet af pyntesager, små æsker, billeder, bøger, musik og et par ting jeg selv har lavet og købt second hand. Jeg indrømmer gerne at jeg roder en smule, og at jeg har samlet en masse ting i årenes løb som kan virke lidt unødvendige, men jeg elsker mit farverige sted hvor jeg har boet i lidt over tre år nu. Välkommen in!


På mit skrivebord bor der alt fra tuscher til prinsesser, et billede af en meget ung og italiensk mor, yndlings-pladespilleren og de briller jeg burde bruge noget oftere! Jeg kan godt lide, at gemme æsker fra fx te, chokolade eller pastiller og genbruge det som opbevaring til fx klips og nåle. Det samme gælder for kaffe- eller syltetøjsglas.




Kufferten har jeg fundet til 40 kroner i en genbrugsbutik, og jeg vil gerne begynde at købe klistermærker til den fra forskellige lande når jeg er ude at rejse. Bøgerne er en blanding af frivillig og ufrivillig læsning. Jeg kan nu bedst lide den om Alice i Eventyrland, og Føtexsøen som er lånt på biblo, og som jeg læser i øjeblikket.



Jeg ville være tøjdesigner dengang jeg startede med at studere efter gymnasiet, og jeg plejede at bruge min symaskine meget. Den står stadig fremme (i sit etui) for at sende et falsk signal om at jeg er vildt kreativ på en praktisk måde – men i virkeligheden bruger jeg den kun til at lægge kjoler op med. Jeg gemmer også en del blade og magasiner, både om musik og Vogue som er min guilty pleasure at købe i lufthavne. Glansbillede-albummet indeholder koncertbilletter fra de sidste to år som jeg har gemt. Jeg synes det er så synd, at smide dem ud når de minder en om gode oplevelser.


Mit skrivebord er hjørneformet (hvis den form altså findes?) og købt for 50 kr på Den Blå Avis. Det er genialt fordi jeg sparer plads, og kan kigge ud af mit vindue når jeg sidder ved det. Pladespilleren fik jeg i 25-års fødselsdagsgave af mine venner. Jeg har ikke så mange LP’er endnu, men jeg har fået/’lånt’ et par stykker af min far.


.. Blandt andet denne her, The Beatles – Revolver fra 1966. Omslaget er bare så flot at jeg hellere ville hænge den op, for jeg elsker blandingen af collage, tegning og fotografi. Det er vildt inspirerende og simpelt på en skæv måde, synes jeg.



Min opslagstavle har jeg selv lavet med en spånplade fra Silvan som jeg har betrukket med stof, og boret fast i væggen med nogle tykke skruer. Jeg hænger alt muligt op på den; Postkort, smykker, billeder, udklip, festivalarmbånd og andre ting som gør mig glad.





Denne fantastiske lænestol har jeg fundet ved storskrald. Den fejlede ingenting, udover en løs fjeder. I baggrunden kan man skimte mit New Yorker tapet som man blandt andet kan finde på photowall.eu.



Her sidder man vildt godt og ser serier med dynen, spiller wordfeud eller skriver blogindlæg på laptoppen. Sofaen har jeg fået af en pige fra et kollegie, som ikke ville tage den med sig da hun flyttede (!) og lampen er endnu en sag fra Den Blå Avis. Et godt tip er, at man altid kan få tingene lidt billigere hvis man tilbyder at hente dem selv, det kræver blot en god balanceevne på en cykel 😉




Mine CD’er står sorteret i farvekoordination. Det er for sjovt og fint til, at jeg kan lade vær med at gøre det.


På mit spisebord har jeg malet overfladen med tavlelak. Det er hyggeligt at skrive beskeder til sin roomie, eller finde det fyldt med tegninger og farverige kruseduller når man har haft venner på besøg. Tavlelak kan købes hos Flügger, og kan også bruges på fx døre eller skabslåger, men det lugter virkelig stærkt – så jeg vil anbefal at man enten maler udendørs eller i gennemtræk.

Forrige indlæg Næste indlæg

Der er mere fra samme hylde her: